Feltet er skåret ned fra 21 til syv finalister efter første etape, der netop har fundet sted på og omkring FDM Jyllandsringen.

De syv finalister til Årets Bil 2024 er yderst alsidige og stammer fra så forskellige lande som Japan, Sydkorea, Tyskland og Kina.

Af startfeltet kom hele 15 af dem fra Asien, mens syv var fra kinesiske mærker – det højeste antal nogensinde. Kun fem af bilerne var fra Europa. 

De syv finalister inkluderer både Danmarks billigste elbil, en SUV fra det relativt nye kinesiske bilmærke Xpeng, samt en KIA, der kan huse en hel familie med sine seks-syv sæder. 

Finalisterne spænder altså vidt, men én ting står klart: Årets Bil 2024 bliver elektrisk. 

Seks af dem er rene elbiler, mens den sidste er en pluginhybrid.

De syv biler i finalefeltet er: 

  • BMW i5

  • BYD Dolphin

  • Hyundai Kona

  • Kia EV9

  • Toyota Prius

  • Volkswagen ID.7

  • XPeng G9

De resterende 14 biler, der blev overhalet i den første runde, består blandt andet af Jeep Avenger, sidste års vinder af Car of the Year 2023, som er den europæiske pendant til Årets Bil i Danmark.

Kåringen har fundet sted hvert år siden 1969 og er arrangeret af Danske Motorjournalister. Juryen består i år af 21 uafhængige motorjournalister.

Reglen er, at bilerne skal være nye på markedet og skal kunne leveres senest i 2024.

Vinderen kåres 28. november hos Haaning Collection i Bagsværd.