Her er fælden Kinas premierminister frygter

Kan Kina blive medlem af de rigeste nationers klub? I Kina er årtiers rekordvækst ikke nødvendigvis nok til at slippe uden om den såkaldte middelindkomstfælde.

Kinas premierminister Li Keqiang er åben om landets udfordringer med at undgå den såkaldte middelindkomstfælde. Hans mål er, at landets vækst skal udgøre mindst 6,5 procent om året frem til 2020. Foto: Reuters
Læs mere
Fold sammen

Det er aldrig helt nemt at sammenligne Kina med andre lande. Hvor skal man se hen for at finde eksempler, der minder om den kinesiske kombination af kommunistisk styreform og markedsdreven økonomi?

I løbet af de seneste tre årtier har Kina formået, hvad ingen anden nation har. Ifølge Harvard-økonomerne Lant Pritchett og Lawrence Summers sker det meget sjældent, at et land kan opretholde en vækst på over seks procent i en længere årrække. Kina har gjort det i 32 år i træk. Og det vil fortsætte mindst de næste fem år, annoncerede landets premierminister, Li Keqiang, tidligere på måneden.

Det gjorde han under den årlige folkekongres, hvor regeringen aflægger rapport om statens finanser og budgetter. I år var samtidig begyndelsen på en ny femårsplan, der sætter de økonomiske mål fem år ud i fremtiden. Minimum vækst på 6,5 procent frem til 2020, lød meldingen fra premierministeren.

Han er økonom og ganske åben om, at Kina står over for store udfordringer. For selv om den kinesiske historie er unik, er det ikke sikkert, at den ender lykkeligt. Skrækscenariet er at havne i den såkaldte middelindkomstfælde. Den finder ofte vej til Li Keqiangs taler og gjorde det igen forleden under folkekongressen.

Den kinesiske frygt er, at Kina ender i samme situation som størstedelen af de natio­ner, der har opnået middelvelstand uden dog at være blevet rige. Det sidste skridt ind i varmen i de riges kreds fejler for de fleste. I Asien er det kun lykkedes for en lille gruppe økonomier som Sydkorea, Taiwan, Japan og Singapore.

Et land sidder typisk fast i fælden, når det løber tør for billig arbejdskraft, og de udenlandske investeringer flytter videre. I Kinas tilfælde har lønningerne længe været stigende, og lande som Indien, Indonesien og andre i regionen står klar til at blive næste destination kendt som hele verdens fabrikshal.

For nogle år tilbage var det ikke unormalt at høre eksperter spå, at Kinas store befolkning og kompromisløse statsstyring var nok til at drive landet uden om middelindkomstfælden. Den udlægning ser man ikke meget til længere. Et blik på Kinas faldende eksportrater taler sit eget sprog.

Fundamentet for ny digital økonomi

At årtiers økonomisk optur risikerer at ende som en flad mellemvare, har den kinesiske regering for længst indset. Sidste år udtalte landets finansminister, at det var 50/50, om Kina havner i middelindkomstfælden.

Derfor brugte Li Keqiang en stor del af sin tale på folkekongressen til at tale om innovation. For de lande, der har haft succes med at komme videre op ad velstandsstigen, har uddannelse og teknologisk formåen været afgørende. Den kinesiske regering peger på IT-løsninger og robotteknologi som en del af løsningen. »Internet Plus« hedder strategien, Li Keqiang ynder at promovere som fundamentet for en ny digital økonomi, der inkluderer alt fra internethandel til en mindre bureaukratisk offentlig sektor. Det skal være med til at skabe øget forbrug, så eksport og investeringer i infrastruktur kommer til at fylde mindre i økonomien.

Det er altsammen fornuftige tiltag, der bygger på erfaringer fra lande som Japan og Sydkorea. Men der er også indlysende afvigelser. Foregangslandene i Østasien nøjedes ikke med at blive teknologisk dygtigere og bedre uddannet. Velstanden kom i takt med en demokratiseringsproces, der fostrede innovation og kreativitet.

Krav om medindflydelse

I Kina har Kommunistpartiet åbnet landet for udenlandske investeringer og indført omfattende markedsreformer, men demokrati har aldrig været på tale. Det er en markant forskel, vurderer professor Arie Lewin fra Duke University. Han er medforfatter til bogen »China’s Innovation Challenge – Overcoming the Middle Income Trap«, der udkommer senere på året.

I takt med at middelklassen vokser, stiger befolkningens krav om medindflydelse og en fair fordeling af goder i samfundet. Uden demokratiske og institutionelle reformer viser historien, at avancement til de riges klub ender med at slå fejl. Men Kina er Kina og ikke altid sådan at sammenligne med andre lande. Li Keqiang har sat målet. Det hedder mindst 6,5 procent i vækst de næste år. Demokratiske reformer brugte han ikke mange sekunder på i sin tale til folkekongressen.