Her er de store vindere af den grønne jobfest

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og IDA viser, hvilke faggrupper der især kommer til at holde grøn jobfest i fremtiden. Beskæftigelsesmæssigt er der mest at hente ved energirenovering af boliger, udskiftning af olie- og gasfyr, havvind og energieffektivisering i industrien.

Der skal opstilles hundredvis af nye havvindmøller, lægges nye elkabler, opstilles solceller og energirenoveres, hvis vi skal nå 70-procentsmålet i 2030. Her er vi på en af de havvindmølleparker, som allerede er oppe at køre, nemlig Ørsteds havvindmøllepark Horns Rev 2 i Nordsøen ud for Esbjerg fotograferet 12. april 2018. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Regeringen har endnu ikke fremlagt beregninger på, hvor meget beskæftigelse klimahandlingsplanerne for energi, varme, industri og affald, som nu er på plads, fører med sig.

Men en helt ny analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) og ingeniørforeningen IDA har udarbejdet, viser, at beskæftigelseseffekten skal tælles i hundrede tusinde, hvis man investerer massivt i grøn omstilling. Samtidig bliver faglærte de helt store vindere med 53 procent af de nye job.