Du kender sikkert følelsen.
Modløsheden, når du kigger på de bugnende bogreoler i butikkerne. Hvilken bog skal med i tasken, når turen går sydpå eller i sommerhuset?
Berlingske har spurgt forskellige profiler i erhvervslivet, som her giver dig 13 bud på den perfekte sommerlæsning. Anbefalingerne strækker sig fra de helt store klassikere til nichebogen, du måske ikke selv havde fundet.
God sommer og god læselyst!
Stina Vrang Elias
Direktøren for Tænketanken DEA anbefaler »Hvis jeg var mand« af Geir Gulliksen
»Min sommer står på identitetspolitik og byder blandt andet på Geir Gulliksen: »Hvis jeg var mand«, hvor han i en række essays analyserer, hvor frirummet for den moderne mand er. Hans essay om at blive betragtet som andenrangsforældre ved skilsmisser er noget af det smukkeste og mest smertelige, som jeg har læst længe. Og det er virkeligheden – ikke bare for norske mænd. Forude venter klassikeren »A Room of One’s Own« af Virginia Woolf for at minde mig selv om, hvem jeg står på skuldrene af«.

Kim Nøhr Skibsted
Fondsdirektøren for Poul Due Jensens Fond anbefaler »Hvem slog min far i ihjel« af Ëdouard Louis
»Jeg skal læse alt af Édouard Louis, blandt andet »Hvem slog min far ihjel«. Både danske Thomas Korsgård og Glen Bech fascinerer med deres beskrivelser fra bunden. Louis gør det samme, bare mere autentisk og intenst. Det er nærmest morsomt at være vidne til etablissementets omfavnelse af beretningerne fra samfundets bund, som om en ny verden har åbnet sig med nedværdigelse, vold, druk og armod. Den har altid været der, og er der i øvrigt stadig. Jeg genkender det. Louis evner at forklare skammen og kampen for at bryde ud«.

Mette Højen Wiik
Erhvervsretorikeren anbefaler »The Musical Human – A History of Life on Earth« af Michael Spitzer.
»En del af min sommerlæsning bliver »The Musical Human – A History of Life on Earth« af Michael Spitzer. For tiden er jeg vildt optaget af hjerneforskning og musik; hvordan dét at spille og lytte til musik har stor betydning for udviklingen af kognitive færdigheder, kreativitet, sprog og empati for os individuelt. Musik har vi altid haft, og jeg glæder mig til at dykke ned i, hvordan musik fungerer som lim og inspiration mellem mennesker i små teams og det store globale samfund.«

Christopher Arzrouni
Chefen for external affairs i Philip Morris anbefaler »1984 & Animal Farm« af George Orwell.
»Gyldendal har netop udgivet en flot dobbeltudgave af George Orwells dystopiske værker »1984« og »Animal Farm«. Forsiden er prydet af et øje og en svinetryne. Jeg læste »1984« og »Animal Farm« første gang under Den Kolde Krig, og de løb mig koldt ned ad ryggen. Derfor satser jeg på sommervarme, når jeg skal genopdage, hvordan Winston Smith lærer at elske Store Broder. Og jeg vil gyse på min litterære bondegårdsferie, når dyrene i »Animal Farm« frigør sig selv til nyt slaveri. Det bliver ikke hyggelig sommerlæsning. Til gengæld bliver den relevant i en tid, hvor børn lærer at hylde Danmarks bedste statsminister, og hvor alle skal være lige – men nogle åbenbart er mere lige end andre.«

Jens Martin Skibsted
Designeren og filosoffen anbefaler »How Not to Die Alone« af Richard Roper.
»Dødelighed er ikke et tema. Jeg er på konstant jagt efter humoristiske bøger – uden hverken sarkasme eller fald-på-halen-komik – som rent faktisk får mig til at grine højt (og gå medpassagerer på nerverne).«

Frederikke Antonie Schmidt
Stifteren og den kreative direktør for Roccamore anbefaler »Den store succes« af Anders og Martin Bjergegaard.
»Jeg glæder mig til at læse »Den Store Succes« af Anders og Martin Bjergegaard. Bogen har samlet en masse inspirerende historier fra danske iværksættere, der fortæller råt og ærligt om deres ups and downs. Der er 1.000 måder at bygge virksomhed på, og jeg lærer altid virkelig meget af at læse om andres vej til succes.«

Thomas Bernt Henriksen
Erhvervsredaktøren for Berlingske anbefaler »Politikeren Houellebecq« af Christian Authier.
»Jeg vakler mellem to. Den ene er »Tre mand i en båd« af Jerome K. Jerome i Mogens Boisens oversættelse, som handler om tre mænd, som tager på en opkvikkende flodrejse. Skrevet i 1889. Elsker starten, hvor den ene af flodrejsedeltagere har alle de sygdomme, han læser om i et lægeleksikon på biblioteket – bortset fra mund- og klovsyge. Den anden er Authiers nye bog »Politikeren Houellebecq«. Et helt fantastisk indblik i Houllebecgs forfatterskab og i tidens stærke strømninger. Måske nogen kan huske bogen »Økonomen Houellebecq« af Bernhard Maris. Maris var en fransk forfatter, økonom og journalist, som var tilknyttet Charlie Hebdo, og som blev dræbt ved attentatet 7. januar 2015.«

Rikke Juul
Sognepræsten i Frihavns- og Lutherkirken i København anbefaler »Færdig med Eddy Belleguele« af Édouard Louis og »Breath« af James Nestor
Anbefaling 1: »Færdig med Eddy Belleguele« af Édouard Louis
»Om sommeren læser jeg bøger af samme grund, som andre rejser: For at opleve en fremmed verden og få udvidet min horisont. Derfor tager jeg Édouard Louis’ bog »Færdig med Eddy Belleguele« med i sommerhuset. Så kan jeg hygge i min liggestol og vinke til alle ferienaboerne, som også er mine naboer på Østerbro, mens jeg bliver chokeret over kulturforskellen mellem udkants-Frankrig og den privilegerede verden, jeg lever i.«

Anbefaling 2: »Breath« af James Nestor
»Derudover vil jeg læse »Breath« af James Nestor. Jeg har i et kådt øjeblik fået tilmeldt mig både Christiansborg Rundt i august og halvmaraton i september, og der skal virkelig indhentes noget træning i ferien, hvis det ikke skal blive for ydmygende. Jeg ved godt, at det ikke kommer til at ske, og derfor vil jeg skyde genvej med denne bog, for bogen indeholder efter sigende teknikker til at øge kroppens iltoptag bare ved ganske almindelig vejrtrækning, og det kan jeg vist lige overkomme.«

Nicolai Tillisch
Forfatteren og ledercoach i Cultivating Leadership anbefaler »Kærlighed i hadets tid« af Florian Illies, »Fjenden i forkøbet« af Henrik Stangerup og »How big things get done« af Bent Flyvbjerg
Anbefaling 1: »Kærlighed i hadets tid« af Florian Illies
»Fordi tiderne skifter, og nu hvor der er megen forvirring, kan vi nok lære af »Historien om en følelse 1929-39«. Dengang gik det jo helt galt, hvilket vi gerne skal undgå. Og jeg er tyvstartet med stor begejstring, så bogen når måske slet ikke med på min ferie.«

Anbefaling 2: »Fjenden i forkøbet« af Henrik Stangerup
»Jeg bekymrer mig om nutidens sødsuppeidealer og glæder mig til at læse Stangerup som en modpol. Lone Frank bønfaldt også i en længere artikel i Weekendavisen sine læsere om at give os i kast med Stangerup og ikke mindst denne roman.«

Anbefaling 3: »How big things get done« af Bent Flyvbjerg
»Ved at anbefale den her kan alle hænge mig op på, om jeg nu har fået læst denne enormt vigtige bog. Den har ligget tæt på toppen af min bogbunke siden udgivelsen tidligere på året. Flyvbjerg er meget internationalt anerkendt for sin forskning i, hvorfor de fleste store projekter går så grueligt meget galt igennem.«
