Harsø vinder nyhedskapløbet på Agromek

Gylleudstyr. Produktudvikling er en betingelse for at klare sig som en lille producent af udstyr til gyllehåndtering. Harsø Maskiner klarer sig uden opsøgende salg.

Med hele 13 nyheder, heraf fem i den høje trestjernede kategori, dominerer den lille producent af udstyr til gyllehåndtering, Harsø Maskiner A/S ved Aarre mellem Esbjerg og Grindsted, inden for sit felt på Agromek-messen i Messecenter Herning i denne uge.

- Vi skal klare os på vores produktudvikling, og vi forventer os især meget af en 12 meter bugseret gyllenedfælder, som vi har fået 50 procent støtte fra Direktoratet for Fødevareerhverv til at udvikle, siger adm. direktør Harry Højvang Sørensen.

Harsø Maskiner udvikler og producerer gyllevogne, nedfældere, fordelere, gyllepumper og andet udstyr til gyllehåndtering, og årets eneste udadvendte aktivitet er den internationale messe i Herning i januar. Intet opsøgende salg og ingen annoncering, og alligevel er ordrebogen fuld frem til maj.

- Vi må dog forsøge at blive stærkere og mere aggressive på salgssiden. Vi har hidtil kunnet klare os ved, at kunderne er kommet til os og har bedt os om at lave noget. Men på længere sigt skal vi gøre noget, ansætte sælgere eller etablere samarbejde med forhandlere, siger Harry Højvang Sørensen.

Udlandet trak vækstenIndtjeningen var på grund af store prisstigninger på stål og andre råvarer nede og vende forrige år, men i det seneste regnskabsår har virksomheden arbejdet mere effektivt samtidig med, at eksportandelen nærmest er fordoblet til 30-35 procent. De store gyllelande ligger i Øst- og Vesteuropa, og Harsø har også fulgt danske landmænd, der har etableret sig i eksempelvis de baltiske lande og fået gylleudstyret leveret hjemmefra.

Foruden landbrug og maskinstationer er producenter af gylleudstyr i primært udlandet og importører i Danmark blandt kunderne, idet de køber komponenter fra fabrikken ved Aarre. Selv om eksporten bærer væksten, er der fortsat stort potentiale i hjemmemarkedet, hvor Samson Agro A/S er den store konkurrent.

Godt polstret- Landmændene får stadig større brug, der har udviklet sig til små maskinstationer, idet deres gyllemængde svarer til, hvad en maskinstation kører ud med én gyllevogn på et år. Vi kan mærke, at udviklingen accelererer, og at det kan være svært for en lille virksomhed at følge med, siger Harry Højvang Sørensen.

Den familieejede virksomhed har i tidligere år præsteret højere overskud, og moderselskabet er så velpolstret, at der er noget at stå imod med. Foruden Harry Højvang Sørensen, der også har ansvaret for produktudviklingen, er hustruen Karen samt børnene Verner, Flemming og Birgitte medaktionærer i selskabet.

Familien tror på en fortsat positiv udvikling i dette regnskabsår, selv om nyhedsstrømmen vil blive noget mere afdæmpet. Nu skal udstyret sælges.