Handelskrig: Begrænset effekt på Kina - Danmark kan blive ramt

Underskriften som den amerikanske præsident, Donald Trump, har sat på et memorandum, får, som det ser ud på nuværende tidspunkt, kun en lille effekt på Kinas økonomi.

Foto: LEAH MILLIS. ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

Det vurderer chefstrateg i PFA Henrik Henriksen.

»Som det ser ud nu, er det trods alt en meget begrænset størrelsesorden. Effekten er formentlig højst en promille af Kinas BNP, så det er en begrænset effekt.«

»Det vil koste Kina cirka 6 mia. dollar i eksport, det svarer til omkring 0,05 pct. af landets BNP. Så det er indtil videre en meget lille effekt, der er tale om«, siger Henrik Henriksen til Ritzau Finans.

Den underskrift som Trump satte torsdag, pålægger en told på import fra Kina.

Chefstrategen tilføjer, at svaret som Kina er kommet med, er meget moderat. Kineserne har natten til fredag været ude og svare igen og har offentliggjort en plan for at indføre straftold på amerikanske varer for omkring 3 mia. dollar.

MULIGHED FOR ESKALERING

Der er fortsat muligheder for forhandlinger mellem de to lande. En anden mulighed er dog også, at den såkaldte handelskrig vil eskalere.

»Alle har en interesse i, at det her ikke eskalerer. Men derfor kan det jo selvfølgelig ske. Den reaktion vi har set på aktiemarkederne, er rimelig kraftig, i forhold til hvor afmålte tiltagene ser ud til at være. Det ligner, at markederne har sagt, at det her kan gå hen og blive værre,« siger chefstrategen.

Hvis man vender øjnene fra USA og Kina til Danmark, kan man måske se en større effekt. Danmark er et stort transportland, der lever af international handel. Derfor kan Danmark være et af de lande, der bliver ramt, hvis handelskrigen eskalerer.

»Det er klart, at Danmark vil blive hårdt ramt, hvis det eskalerer. Både fordi vi har så stor en handel, og fordi vi er nogen af dem, der bruger meget krudt på at transportere varer,« siger Henrik Henriksen.