Handelsaftalen alle venter på

Handelsaftalen kommer, men det er tvivlsomt, om det bliver i denne præsidents tid.

Læs mere
Fold sammen

WASHINGTON: Den store handelsaftale mellem EU og USA bliver en realitet. Det bliver næppe præsident Barack Obama, der kommer til at underskrive den, men hans efterfølger. Hvem det så end bliver. Så det er godt nyt. For handels­aftalen mellem EU og USA er nok den største, der nogensinde er indgået mellem de to lande, og den kommer til at betyde flere hundredtusinde arbejdspladser ud over de milliarder af dollar og euro, der kan spares for både europæiske og amerikanske virksomheder ved at indgå en række aftaler, der letter eksporten og importen.

Der har været mange forhindringer i forhandlingerne undervejs. Især politisk. Forhandlingerne er langt fra i mål. Men i og med at der i denne uge både var gode tegn på, at en lignende handelsaftale med 12 lande i stillehavsregionen ser ud til at få en lidt lettere vej igennem Kongressen, trækker det aftalen med EU med i købet. Obama har måttet kæmpe en hård kamp med sit eget demokratiske parti, som er stærkt modstander af handelsaftalen med landene i stillehavsregionen af frygt for tab af amerikanske arbejdspladser.

Men amerikanerne har til gengæld for første gang set et helt nyt og unikt samarbejde mellem Obama og Kongressens to republikan­sk styrede kamre, hvor det til sidste lykkedes at få det ene af dem, Senatet, til at sende det første positive signal til præsidenten.

Obama vil formentlig kunne få Senatets godkendelse til at forhandle aftalen igennem uden konstante forhindringer fra Senatet. Eller sagt med andre ord: Senatet giver præsidenten magten til at forhandle en samlet pakke, som Kongressen så kan sige ja eller nej til. Dermed bliver der ikke alle mulige slagsmål om undtagelser eller andet, der i sidste ende kan udvande de vigtige handelsaftaler.

Det vil også komme til at betyde, at aftalen med EU bliver lettere at få igennem. Men det poliske slagsmål har betydet, at det hele er så forsinket, at aftalen næppe bliver til noget, før Obama har forladt Det Hvide Hus i januar 2017. Diplomatiske kilder siger til Berlingske, at det efter al sandsynlighed ikke får nogen betydning. Det hele skulle være på plads på det tidspunkt, og der er masser af eksempler på, at en ny præsident fra sin forgænger rutine­mæssigt overtager en række sager, som bare bliver underskrevet.

Det er intense forhandlinger, der er igang. Erhvervslivet i både stillehavsregionen og i EU håber meget på, at de sidste dramaer endelig er overstået. Det er ikke sikkert, at de er. Men hvis man ser på den modstand, der har været mod aftalen med de 12 lande, ved man også, at der stadig er meget arbejde at gøre for at overbevise de amerikanske fag­foreninger om, at USA ikke nødvendigvis taber arbejdspladser, men at begge områder gerne skulle vinde ved de her handelsaftaler.

Det er som altid et hektisk diplomatisk arbejde at overbevise amerikanerne om den gode idé i det her. EUs ambassadører rejser rundt og taler handelsaftalens sag. Og selvfølgelig er der vanskeligheder – lige fra at forklare de amerikanske bønder, hvorfor deres oste ikke længere må hedde camembert til at finde ud af, hvordan varedeklarationerne skal laves i fremtiden på begge sider af Atlanten for at skabe ens forståelse for, hvad det er for et produkt, man køber. For ikke at tale om vanskelighederne med genmodificerede varer og med at skelne, hvad der er økologi, og hvad der ikke er det. Sidstnævnte er også et problem, fordi man har forskellige traditioner for, hvad økokologiske varer må have været udsat for.

Men det drejer sig også om alt muligt andet. Det drejer sig om det, der er også er vigtigt for Danmark, nemlig medicinal­virksomheder som Lundbeck, Novo og andre lignende store eksportører til det amerikanske marked, der kan få gavn af aftalen, når først den er på plads. Og der er fælles regler for finanssektoren, som i sig selv fylder en del i forhandlingerne. Og ikke mindst spørgsmålet om valutamanipulation, som demokraterne har som en principsag. De mener, at en række lande manipulerer med deres valutaer for at få handelsfordele. Kina er et kendt eksempel på det, men Danmark har såmænd også været i søgelyset, fordi amerikanerne mener, at vi lukrerer på euro-kursen for at skaffe os fordele.

Så der er langt igen. Man skal ikke undervurdere, at der stadig kan komme mange forhindringer i vejen. For USA er også på vej ind i et valgår, og selv om demokraten Hillary Clinton tidligere har været fortale for frie handelsaftaler, så har hun ikke været i offensiven for at komme sin partifælle i Det Hvide Hus til undsætning i denne sag. Tværtimod har hun været tavs. Så hold øje med udviklingen. Der står meget på spil – også for det danske erhvervsliv.