Han forvalter de norske oliekroner

Yngve Slyngstad dirigerer verdens største statslige investeringsfond, Norges oliefond, og lægger op til en mere aktiv kurs som aktionær. Imens diskuterer de norske politikere, om fonden bør splittes op og den massive olieformue forvaltes mere demokratisk.

Yngve Slyngstad er en af Norges mest veluddannede, men da hans løn nåede tinderne, blev han voldsomt kritiseret. Fold sammen
Læs mere
Foto: SCANPIX NORWAY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På Bankplassen i Oslo, inde i den norske nationalbanks hovedsæde, har Norges Bank Investment Management til huse.

Navnet – i daglig tale NBIM – siger sikkert de færreste noget. Men det er afdelingen, der som sin fornemste opgave har at forvalte indtægterne fra det norske olieeventyr – en pengetank, som siden fondens etablering i 1990 er vokset til godt 4.600 mia. norske kr. og dermed rummer større værdier end nogen anden statslig investeringsfond i verden.

Manden med nøglen til pengetanken er Yngve Slyngstad, et navn der sikkert heller ikke siger de fleste noget. Og dog strækker hans indflydelse som administrerende direktør så vidt, at han er kaldet verdens tredje mest indflydelsesrige offentlige investor.

Det siger ikke så lidt. Omkring 60 pct. af Norges Pensjonsfond Utland, som den norske oliefond officielt kaldes, er anbragt i aktier. Det gør Norge til verdens største investor i børsnoterede selskaber, med cirka én procent af verdens aktier og over to pct. af alle Europas børsnoterede selskaber. Alt i alt løber det op i omkring 8.200 virksomheder.

Dertil kommer en beholdning af statsobligationer – og altså finansiering af andre landes regeringer – som spænder over USA i Vest til Japan i Øst og såmænd også når omkring Danmark. Det udgør omkring 25 pct. af fondens værdier.

Men det er først og fremmest aktiebeholdningen og forvaltningen af denne, som i stigende grad har givet anledning til diskussion. Og ofte med Yngve Slyngstad som et klart fokuspunkt.

Han har om nogen stået for at opbygge fondens aktieinvesteringer og blev oprindelig netop ansat i Norges centralbank til at varetage aktiedelen af oliefonden. Det var i 1998, og ti år senere fik han så overdraget ansvaret at lede hele oliefonden.

Slyngstad beskrives ofte som en af Norges mest veluddannede indbyggere. Han er en af den slags blændende begavelser, som har formået at tage hele fire højere uddannelser i stræk, flere af dem sideløbende og på rekordtid. På visitkortet kan han skrive både jurist, civiløkonom og master i økonomi og statskundskab, udklækket fra læreanstalter på begge sider af Atlanten, fra Oslo til Californien og retur igen til Paris.

Efter studierne tilbragte Slyngstad andre fire år på farten i Latinamerika, Afrika og Asien, før han vendte tilbage til Norge for at arbejde som aktiechef i finans- og forsikringskoncernen Storebrand.

Han er altså både bredt belæst og vidt berejst.

Han er også vellønnet – i et omfang, der til tider har givet anledning til kritik. Flere af NBIMs topfolk rangerer blandt Norges mest velbetalte embedsmænd, og det blev i 2010 anslået, at hele 84 af fondens godt 300 medarbejdere tjente mere end daværende statsminister Jens Stoltenberg.

I lyset af den globale finanskrise er det i særdeleshed noget, der har vakt anstød. Yngve Slyngstad blev direktør for oliefonden i 2008, netop som den globale finanskrise ramte og udløste rekordtab. Slyngstad selv måtte da acceptere en kraftig lønnedgang – stort set en halvering – men har siden set lønnen stige lige så kraftigt igen, i takt med at oliefonden hurtigt indhentede tabet og er gået i plus igen.

Når norske politikere nu diskuterer en opsplitning af fonden i flere mindre dele, specielt med det nylige regeringsskifte i konservativ retning, så skyldes det ikke mindst denne bratte opvågning under finanskrisen, som har ført til debat om risikofordelingen af fondens investeringer.

Yngve Slyngstad fastholder, at fondens perspektiv er langsigtede og bæredygtige investeringer.

En anden væsentlig diskussion gælder de etiske retningslinjer, som fondens og Slyngstads mandat bygger på. Disse udelukker blandt andet investeringer i våbenproducenter, tobaksvirksomheder og selskaber, der er dømt for miljøskader, foruden at fokusere på børns rettigheder og god ledelsesskik. Fonden søger i stigende grad at arbejde mere aktivt som aktionær, et brud med den hidtidige tendens til, at statslige investeringsfonde mere har opført sig som passive investorer.

Slyngstad har desuden fået ros for at fokusere på åbenhed om fondens arbejde i modsætning til det hemmelighedskræmmeri, der har kendetegnet en række andre statslige investeringsfonde i specielt Mellemøsten og Asien.

Men går fonden vidt nok i håndhævelsen af sine etiske retningslinjer? En bredere fokus på menneskerettigheder generelt, og ikke bare børnearbejde, lyder kravet fra kritikere. Blandt dem er OECD, der har peget på visse af oliefondens investeringer i specifikke virksomheder som anfægtelige. Der er også peget fingre ad valget af skattelyet Luxembourg som hjemsted for oliefondens nye datterselskab for ejendomsinvesteringer.

Yngve Slyngstad selv har holdt sig til tørt at konstatere, at »vi kan ikke være alt for alle«.

Endelig er der spørgsmålet, om oliefonden nu er nået dertil, at dens mægtige omfang fordrer mere demokratisk indflydelse på, hvordan den forvaltes?

Dette spørgsmål har igen fået kritiske røster til at foreslå, at Norge omsider udpeger en decideret oliefondsminister med en højere profil – ud fra den betragtning, at opgaven er blevet for betydningsfuld til at blive varetaget af selv nok så vigtig en embedsmand.