Hafnia-sagen

Hafnia var frem til begyndelsen af sidste årti et af landets største forsikringsselskaber. Dårlige investeringer betød imidlertid, at Hafnia blev økonomisk presset. Et stærkt omdiskuteret aktiesalg i sommeren 1992 skulle være med til at redde Hafnia, men kun tre uger efter aktiesalget var overstået, gik Hafnia i betalingsstandsning - og investorernes penge var tabt.

Hafnia var kun en af de skandalesager, der fik stor opmærksomhed i sidste årti. Et politisk pres betød, at der i 1998 blev nedsat en ekspertgruppe, der gennemgik næsten 500.000 sider bilag.

En af ekspertgruppens konklusioner var, at Finanstilsynet handlede retsstridigt under forhandlingerne om Hafnias overlevelse, da man bøjede sig for et pres fra Danske Bank.