Håbløs nostalgi

Spil: »Battlestar Galactica«Hvad skal man stille op med et spil, der er så vanvittigt i sin styring og så umuligt, hvad angår sværhedsgrad, at man kan bruge timer blot på at gennemføre den første uendeligt kedelige mission?

Spillet Battlestar Galactica lægger sig op af filmene af samme navn fra 1970erne og senest fra 2003 og forsøger bevidst at ramme en 70erstil à la vektorgrafik og bip-spil-lyde. Den designstrategi har allerede givet bonus i form af udmærkede anmeldelser fra alverdens halvgamle spilkritikere. Men skræller man det blødsødne nostalgiske flæberi bort fra synet på Battlestar Galactica, sidder man tilbage med et håbløst stykke programkode, hvor det gælder om at skyde rumskibe i smadder i et himmelrum blottet for stemning og fornemmelse af bevægelse. Der er hverken træningsbaner eller mulighed for at sætte sværhedsgraden ned under middel, og det eneste, der bliver tilbage i bevidstheden udover ærgrelse, er den udmærkede musik, der også er kendingsmelodi i filmen: Di dididi didiliiii di dididi didiliii. Den melodi udløser en stjerne.