Modebrandet Gucci havde et svært 2025. Det viser regnskabstal fra Kering-koncernen, der foruden Gucci også ejer luksusbrands som Balenciaga og Bottega Veneta.
Guccis omsætning faldt sidste år med 22 procent til lige knap 6 milliarder euro eller 44,8 milliarder kroner.
Den organiske vækst - hvor man fraregner effekten af valutakurser og lukkede butikker - lød for Guccis vedkommende på minus 19 procent, mens koncernen samlet set gik 10 procent tilbage.
Netop butikslukninger er en del af forklaringen på tilbagegangen, idet Kering sidste år reducerede sit detailnetværk med 75 butikker i et forsøg på at skære omkostningerne til.
Og selv om Guccis omsætning nu er faldet 10 kvartaler i træk, så ser investorerne tilsyneladende lyspunkter.
I hvert fald sender de aktien op med 14 procent fra morgenstunden tirsdag.
Den tidligere Renault-chef Luca de Meo overtog i sommer jobbet som administrerende direktør og har siden gennemført en omstrukturering, der skal få forretningen på ret køl igen.
Han har blandt andet frasolgt Kerings skønhedsproduktportefølje i et forsøg på at nedbringe gælden.
Gucci driver to butikker i Danmark - en på Strøget i København og en i Københavns Lufthavn.
/ritzau/
