Grunnet sælger til kapitalfond

Fabrikanten Flemming Grunnet, der har kritiseret kapitalfonde voldsomt, har netop solgt et spilleselskab til kapitalfonden Erhvervsinvest.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fabrikanten Flemming Grunnet, der har stået som en voldsom kritiker af fem kapitalfondes overtagelse af TDC, har netop solgt et af sine selskaber til netop en kapitalfond.

Det er den mindre kapitalfond Erhvervsinvest, der overtager spilleselskabet Elite Gaming fra Grunnets investeringsselskab Genua.

»Ja, det kan du jo godt drille mig lidt med, men i virkeligheden er det et spørgsmål om, at Erhvervsinvest har den strategi for selskabet, som jeg ikke har haft held til at gennemføre i min ejertid, derfor fandt jeg det rigtigt at sælge til dem,« siger Flemming Grunnet med et smil på læben.

Genua ejer også selskabet Compu-Game som fremstiller spillemaskiner, og derfor har Flemming Grunnet som ejer i virkeligheden konkurreret med sig selv gennem ejerskabet af to selskaber, der lå i indbyrdes konkurrence.

Prisen har ingen af parterne lyst til at offentliggøre, men Elite Gaming har 17 ansatte.

Hos Erhvervsinvest skyder man på, at Elite er fordoblet i løbet af de næste to år gennem opkøb af mindre konkurrenter.

I dag er der i omegnen af af 15 selskaber på Elites område for opstilling og servicering af spillemaskiner, og Thomas Marstrand, managing partner hos Erhvervsinvest, skyder på, at antallet af virksomheder vil blive reduceret til det halve indenfor et par år.

Fordel i konsolidering
Den virkeligt store konkurrent er Dansk Tipstjeneste, der er meget dominerende på markedet, og derfor er de mindste nødt til at vokse sig større.

»Jeg tror, vi vil have en fordel i konsolideringen, da vi står udenfor branchen. Når selskaber indenfor branchen begynder at tale konsolidering, ender de ofte med at kritisere hinanden i stedet, og det kan vi stå udenfor,« siger han.

Det er Erhvervsinvests femte investering efter købene af frøselskabet Vikima Seed, potteproducenten Ellegaard, virksomheden Roshield, der leverer beskyttelsesløsninger som eksempelvis pansrede køretøjer, og fugepistolproducenten Krøger.

Erhvervsinvest har en samlet investeringskapacitet på op til 600 mio. kroner og er dermed en af de mindste danske kapitalfonde. Indskyderne i fonden inkluderer Spar Nord Bank, Nykredit, PFA Pension og Vækstfonden.

Efter salget har Flemming Grunnets investeringsselskab, Genua, selv 10 selskaber tilbage. Grunnet vil fremover fokusere på sit nye investeringsselskab JFK, eller Jysk-Fynsk Kapitalanlæg, som han har stiftet sammen med fire andre fabrikanter.