Grundfos rykker til Kasakhstan

Strategi. Grundfos styrker salgsindsatsen i Centralasien ved at åbne kontor i Kazakstan.

Grundfos åbner i løbet af de næste måneder et nyt salgsselskab i et land, der sjældent stjæler overskrifter, Kasakhstan. Herfra skal den nye afdeling håndtere koncernens forretninger i hele det centralasiatiske område.

- Det er fundamentalt vigtigt at være tæt på kunderne for derigennem at kunne rådgive og servicere dem optimalt. Ved at flytte salgsansvaret fra den europæiske salgsorganisation til Centralasien bliver koncernen ikke alene i stand til at sælge flere pumper i regionen, men også at servicere kunderne bedre, gennem opbygningen af en stærkere salgs- og serviceorganisation samt hurtigere leveringstider, siger koncerndirektør Søren Ø. Sørensen fra Grundfos. Gennem en stærkere etablering i området forventer koncernen at fordoble omsætningen i Centralasien - der foruden Kasakhstan inkluderer Usbekistan, Kirgisistan, Turkmenistan, Tadsjikistan - i løbet af en femårig periode.

- Allerede i år forventer vi at nå en omsætning på cirka 10-12 mio. euro i det centralasiatiske område. Vi har på nuværende tidspunkt en estimeret markedsandel på 20 procent og er dermed den største internationale spiller på pumpemarkedet i regionen, siger Søren Ø. Sørensen.

Kasakhstan er en af Centralasiens har gennem de seneste år oplevet en høj økonomisk vækst. Der forventes en vækst i byggeriet på 35 procent i løbet af de næste 5 til 10 år – et forretningsområde, hvor Grundfos-koncernen leverer pumper til både varme og air-conditioning. Også mine- og olieindustrien er en væsentlig industri i flere af de Centralasiatiske lande.

Selskabet i Kasakhstan forventes ved årsskiftet at have 25 medarbejdere og lokale salgskontorer i Usbekistan, Kirgisistan, Turkmenistan og Tadsjikistan.

Joszef Lengyel, der har flere års erfaring med salg til Centralasien som salgschef i Grundfos’ eksportorganisation i Østrig, bliver selskabets administrerende direktør. - mja