Alt er anderledes hos Merkur Andelskasse end i andre pengeinstitutter. Det lille alternative pengeinstitut er ikke bare sat i verden for at tjene penge, men for at skabe en bedre verden. Merkur har nemlig en mission om at bruge finansiering til at understøtte en bæredygtig økonomisk, social og miljømæssig udvikling.
Det anderledes gælder både ledelse og kunder, som kærligt har døbt Merkur »hippiebanken«. Her er der ingen stramme habitter og imposante glasfacader. På hjemmesiden slænger andelskassens direktør, Charlotte Skovgaard, sig på en strandbred med bare tæer og et krus kaffe i hånden. »I Merkur bliver du en del af et værdibåret fællesskab,« lover andelskassen.