Græsk roulette om ansvaret

Den græske tragedie har antaget karakter af et pokerspil uden loft over indsatsen. Hvem blinker først? Tsipras eller trojkaen? Det intense drama har fjernet opmærksomheden fra de sande skyldige: Den politiske elite og de internationale långivere.

Mens skomageren i Thessaloniki venter på kunder, fordriver han tiden med et slag kort med gode venner. På regeringsplan udviklede spillet sig til det rene hasard med uansvarligt høje indsatser. Foto: Sakis Mitrolidis/AFP Fold sammen
Læs mere

Sammenbruddet i Grækenland er en tragedie uden helte. Interessen samler sig om skurkene. Men hvem er da skurkene? Er det Christine Lagarde, Angela Merkel og Wolfgang Schäuble, som grækerne synes at mene? Eller er det Alexis Tsipras og Yanis Varoufakis, som de senere måneder har drevet gæk med EUs stats- og regeringschefer? Ingen af dem. Det gælder om dem alle, at de blot har overtaget et problem fra andre, der for længst er løbet fra ansvaret.

De sande ansvarlige er dem, der gældsatte Grækenland ud over al forstand. Det er det konservative Nyt Demokrati og det socialdemokratiske PASOK repræsenteret ved dynastierne Karamanlis og Papandreou, der dominerede græsk politik fra 1974, da obersterne gik på tidlig pension, indtil 2011, da politikerne kortvarigt overlod ansvaret til teknokraten Papademos. Allerede året efter var Nyt Demokrati igen ved magten. Men ved valget i januar 2015 satte vælgerne gammelpartierne på porten; Syriza og Tsipras vandt en overvældende sejr. Resten er historie.

Men var det uansvarligt af den græske regering at optage de alt for store lån, så var det ikke mindre uansvarligt af långiverne – store internationale banker anført af franske, tyske og jyske banker – at yde de alt for store lån. Det er ansvarspådragende for en bank at yde lån, hvis den ved eller burde vide, at låntager ikke kan betale lånet tilbage.

Den helt uansvarlige gældsætning af det græske samfund skete i alt væsentligt under lavrenteperioden fra sidst i 1990erne til 2009, da finanskrisen blev til en statsgældskrise. Nu kunne alle se problemet. Også bankerne. Helt galt gik det i 2002, da Grækenland forlod drakmen til fordel for euroen. Det var fatalt. Grækenland opfyldte ingenlunde kriterierne for et medlemskab af eurozonen. Altid hjælpsomme Government Sachs – Goldman Sachs, undskyld – hjalp grækerne med at massere tallene, indtil bureaukraterne i Bruxelles erklærede sig tilfredse. Forholdet burde have haft konsekvenser. Og ikke bare for grækerne!

Grækerne, der havde været vant til jævnlige devalueringer af drakmen over for den tyske mark, kunne naturligvis ikke holde trit med tyskerne, der sætter takten i eurozonen. Euroen blev en spændetrøje for Grækenland, der – som sine naboer ved Middel­havet – mistede konkurrencekraft over for de nordeuropæiske lande. Resultatet blev en stigende arbejdsløshed og store underskud på handelsbalancen. I Tyskland og Danmark fik vi tilsvarende overskud; i Danmark har vi de seneste 12 måneder haft et historisk stort overskud på betalingsbalancen. Vi lukrerer på, at middelhavslandene ikke kan devaluere.

I teorien kunne grækerne med en »intern« devaluering have gjort euroen dyrere i Grækenland: Grækerne kunne have reduceret det indenlandske løn- og omkostnings­niveau. Men det er svært i et land med stærke fagforeninger og politikere, der jævnligt er på valg og oven i købet betjener sig af en udtalt klientelisme. I Grækenland havde man ikke nogen Schlüter, der afskaffede dyrtids­reguleringen og indførte fastkurspolitikken i Danmark.

Værre var det, at den eufori, som euroen førte med sig, reducerede, eller helt fjernede, risikopræmien på græske statslån. Ganske vist kun for en tid. Grækenland var vant til at betale en betydelig merrente for sine lån sammenholdt med f.eks. Tyskland. Mér­renten skulle kompensere långiver for debitorrisikoen på den græske stat. Nu blev lånene udstedt i euro, og nu var det for lån­giverne ét fedt, om Tyskland eller Grækenland var låntager.

Aldrig havde Grækenland kunnet låne så meget og så billigt. Og grækerne sad ikke tilbuddet overhørig; de kastede sig ud i dansen om guldkalven. Bankerne burde have vidst bedre. Så sent som året før, i 2001, ophørte Argentina med at servicere sine lån. Men bankerne, som har visse karaktertræk til fælles med lemmingerne, der foretrækker at løbe samme vej – også når turen går ud over afgrunden, kunne endnu høre Walter Wriston (formand for Citigroup i 1970erne) forsikre, at »countries don’t go bust«. Vel gør de så. Og det bør de også. Ellers vil der jo ikke være nogen ende på bankernes uansvarlighed.

Bankernes arrogance kom klart til udtryk i en tale, som Josef Ackermann, Deutsche Banks øverste chef 2006-12, i september 2011 holdt på konferencen »Banks in Transition«. Bankerne kunne »selvfølgelig« ikke klare på ny at skulle nedskrive deres beholdninger af statsobligationer for at redde et euroland fra økonomisk sammenbrud, som Ackermann udtrykte det. Hvis Deutsche Bank i 2011 skulle realisere sit overskudsmål på 6,4 milliarder euro, så forudsatte det en hurtig og resolut løsning af den europæiske statsgælds­krise, føjede Ackermann til.

Ackermanns råb om hjælp blev hørt af fru Merkel. Grækenland, der i maj 2010 havde fået en lånepakke på 110 milliarder euro, fik i februar 2012 endnu en lånepakke. Denne gang på 130 milliarder euro. Lånene blev af Grækenland brugt til at indfri gælden til bankerne, der således havde held til at smøre tabene af på eurolandenes skatteborgere.

Men det var ikke blot den græske stat, der havde lånt massivt hos Ackermann og hans kolleger. Det havde også de græske banker, der i 2010 var truet af sammenbrud. Af lånepakkerne, som trojkaen så galant havde forsynet den græske stat med, måtte 50 milliarder euro således anvendes til re­kapitalisering af fire systemiske græske banker, der herved blev i stand til at indfri lån optaget i bl.a. tyske og franske banker. Endnu en gang havde de internationale banker haft held til at socialisere deres tab. Denne gang blev regningen sendt til de græske skatteborgere. Og dem er der, som vi må forstå det, ikke så mange af.

Og hvad kan vi så lære af det alt sammen?

At lånefinansiering af statslige budget­underskud skal anvendes med stor varsomhed. Nok kan lånefinansieret (over-)forbrug hensætte os i et øjebliks lykkerus. Men rusen efterfølges uvægerligt af tømmermænd. Det gælder imidlertid for lån optaget af staten, at tømmermændene sædvanligvis indfinder sig med nogen forsinkelse. Typisk i den næste generation. Frustrationen blandt unge mennesker i Athen er utvivlsomt ægte og dybtfølt. Alle – også de græske vælgere, der trådte demokratiets vugge – bør skamme sig over at have ladet det komme så vidt.