Grækenlands politiske fallit

Grækenland har for længe siden udtømt sine finansielle kreditmuligheder. I disse døgn ser vi, at det også gælder den politiske kredit: Der er intet tilbage.

Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS. Man kan ikke engang sige, at grækerne og deres kreditorer nu forhandler i fuld offentlighed. De skændes, og det har de gjort i den seneste uge.
Læs mere
Fold sammen

Forhandlingerne i Bruxelles er brudt sammen, først med IMF, der rejste hjem allerede i torsdags, og nu med EU-Kommissionen, der søndag opgav sit forsøg på at mægle mellem grækerne og de andre eurolande. Mandag valgte Kommissionen så at offentliggøre kravene til Grækenland - for at undgå »misforståelser«. Det er helt uhørt. Men i Bruxelles er man ganske enkelt træt af den græske regerings propagandakrig.

»For at undgå enhver misforståelse, så er det en stærkt fordrejet fremstilling af kendsgerningerne, at institutionerne skulle kræve eller have krævet reduktion i individuelle pensioner,« sagde en talsmand for EU-Kommissionen med tonløs stemme og udtryksløst ansigt på EU-Kommissionens daglige pressekonference. Der er tale om, at man har krævet højere tilbagetrækningsalder, sagde hun. Og påstanden om, at man har krævet lønsænkninger, kaldte hun direkte usand.

Man kan ikke engang sige, at grækerne og deres kreditorer nu forhandler i fuld offentlighed. De skændes, og det har de gjort i den seneste uge. Kommissionsformand Juncker har været rasende over den måde, den græske regering fremstillede EU-Kommissionens forslag på, mens premierminister Tsipras til gengæld har kaldt forslagene for »absurde«, og finansminister Varoufakis har talt om »et aggressivt skridt«. Mandag fortsatte Tsipras i samme stil, uanset weekendens sammenbrud, med at kalde redningsprogrammerne, nødlånene og gældseftergivelsen i 2012 for »fem år med plyndringer«. Varoufakis udtalte, at »grækerne har sagt fra, og nu må europæerne træffe nogle beslutninger.«

Men europæerne har allerede besluttet sig.

Beslutsomheden i Bruxelles blev mandag ikke rystet af et nyt udspil fra samarbejdspartneren IMF, der kræver nye gældslettelser til Grækenland fra europæerne. IMFs udgangspunkt er, at Grækenlands gæld må og skal ned på et holdbart niveau. IMF må ifølge sine vedtægter kun låne ud til stater, som er i stand til at betale tilbage, og IMF ser det sådan, at man er gået med i kriselånene til Grækenland på den forudsætning, at europæerne vil lette Grækenlands lånevilkår, hvis det bliver nødvendigt for at få den græske statsgæld ned på 124 procent af BNP i 2020, og »væsentligt under« 110 procent i 2022.

Og det er der overhovedet ingen udsigt til nu. Gælden er oppe på 177 procent, og den vokser, for i stedet for at få det aftalte primære offentlige overskud på tre procent i år, så styrer Grækenland lige nu mod et primært underskud på trekvart procent. Så europæerne må til lommerne, er budskabet fra IMF, hvis cheføkonom søndag talte om, at både Grækenland og eurolandene skal træffe nogle »vanskelige beslutninger«, som kunne være lavere renter eller direkte delvis eftergivelse af gæld.

Glem det, lyder svaret fra Bruxelles.

Eller, som talsmanden sagde det på pressekonferencen: »Den politiske virkelighed er, at der er et behov for fremskridt og fornyet tillid i forhandlingerne om at afslutte det nuværende program, og det bør være grundlaget for enhver diskussion om (situationen) efter juni.«

EU er med på at lempe kravene til Grækenlands budgetoverskud; på mellemlangt sigt har man for længst accepteret at sænke kravet fra årlige 4,5 procent til 3,5 procent af BNP. Men overskud skal man have. Og pensionssystemet er nu engang en af de største udgiftsposter på et hårdt barberet statsbudget; det sluger ti procent af BNP.

Den græske regering har accepteret kravet om et overskud på én procent i år; det ved vi, fordi grækerne også har lækket deres papirer fra weekendens forhandlinger. De vil bare skaffe pengene med en blanding af særskatter og lidt luftige indtægter; en indsats mod momssvindel antages for eksempel med rund hånd at ville indbringe 700 millioner euro. Søndag tog det ikke EUs forhandlere en time at afvise de græske forslag som usikre og utilstrækkelige.

Intet tyder altså på, at man kan indgå en aftale. 30. juni udløber det forlængede hjælpeprogram, hvilket formelt set kun betyder, at Grækenlands mulighed for at få udbetalt den sidste lånetranche på 7,2 milliarder euro falder bort.

Samme dato skal Grækenland også betale IMF 1,5 milliarder euro. Men det er ikke den 30. juni, som er den skarpe dato, for ifølge IMFs egne regler vil der herefter gå fire uger, før IMF skal så meget som underrette sit executive board. Tidligst efter 12 måneder vil IMF endeligt afbryde samarbejdet med Grækenland.

Nej, så er datoen 20. juli mere ubehagelig, for da er det ECB, som skal have penge; 3,5 milliarder euro. Og ECB har ikke så langmodige rykkerprocedurer som IMF. Samtidig er det ECB, som løbende skal godkende, at den græske centralbank forsyner forretningsbankerne med likviditet og dermed holder dem i live, trods kundernes stormløb. Det vil altså være klogt at betale ECB. Dog vil ECB næppe trække stikket til Grækenland, hvis der i Bruxelles er et politisk ønske om at fortsætte med at hjælpe landet. Men som sagt ovenfor: Grækenland har ikke mere politisk kredit tilbage.