Grækenland vil ansøge EU om forlængelse af lån torsdag

Grækenland vil ansøge EU om en forlængelse af sine lån torsdag, oplyser en talsmand for den græske regering til Bloomberg News.

Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS. Grækenland vil ansøge EU om en forlængelse af sine lån i morgen, oplyser en talsmand for den græske regering til Bloomberg News.
Læs mere
Fold sammen

Det var ellers ifølge Bloomberg ventet, at ansøgningen om en seks måneders forlængelse ville blive indsendt i dag, onsdag.

Ifølge BBC bekræftede en græsk regeringstalsmand allerede tirsdag, at man ville bede om en låneforlængelse. Dog var det ifølge BBC ikke på tale at bede om en forlængelse af aftalen vedrørende den nuværende redningspakke, der også indeholder en række skrappe sparekrav.

Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble afviste tirsdag på den tyske tv-kanal ZDF det græske forslag om en låneforlængelse og gjorde klart, at det for Tyskland handler om, at Grækenland opfylder alle krav under redningsprogrammet, skriver BBC.

Præcis hvad Grækenland vil gå med til at forlænge, og om det også gælder långivernes, det vil sige EU's, betingelser, fremgår ikke af Bloomberg.

Grækenlands nuværende låneprogram udløber ved udgangen af februar.