Grækenland har ikke penge til at afdrage lån

Den Internationale Valutafond (IMF) skal ikke sætte næsen op efter juni måneds græske afdrag. Vi har ikke pengene, siger den græske indenrigsminister.

Grækerne har måske nul euro til IMF Fold sammen
Læs mere
Foto: LOUISA GOULIAMAKI

Den græske pengekasse er tom. Derfor kan grækerne ikke betale det afdrag på cirka 12 milliarder kroner, som Den Internationale Valutafond (IMF) skal have i juni.

»Pengene bliver ikke betalt, for vi har dem ikke,« siger den græske indenrigsminister, Nikos Voutsis, ifølge Reuters i et interview med græsk TV.

Ministeren understreger, at der behov for en aftale med de internationale kreditorer, hvis det skal være realistisk at tale om at kunne betale næste afdrag.

Nikos Voutsis siger desuden i interviewet, at den græske regering ikke håber, at det ender med misligholdelse af landets økonomiske forpligtelser.

»Vi søger det ikke. Vi ønsker det ikke. Det er ikke vores strategi,« siger han.

Da Grækenland skulle betale et afdrag til IMF tidligere på måneden, lykkedes det lige akkurat at finde pengene. Forleden sagde finansminister Yanis Varoufakis i et interview med græsk TV, at det var et regulært mirakel, at IMF fik sine milliarder for et par uger siden.

Selv om det med nød og næppe lykkedes at betale afdraget, står grækerne stadig i økonomiske udfordringer til halsen. Grækenland og eurogruppen er nemlig endnu ikke enige om, hvad der skal til, før man fra europæisk side er klar med endnu en økonomisk håndsrækning.

Eurolandene og IMF har ifølge Reuters allerede lånt Grækenland 1.790 milliarder kroner i de første redningspakker, og græske reformer skal på skinner, før Europa vil sende yderligere milliarder til Athen.

Søndag siger finansministeren til BBC, at grækerne har leveret varen i forhold til at nå en aftale. Det er nu op til modparten at komme Grækenland i møde.

»Vi har mødt dem trefjerdedele af vejen. Nu må de møde os på samme vej,« siger Yanis Varoufakis.

Ved udgangen af juni udløber eurolandenes sikkerhedsnet under Grækenland, og uden det kan landet ikke klare sig og vil derfor med stor sandsynlighed ryge ud af euroen.