Gordon Ramsay fanget i økonomisk køkkenmareridt

Han hjælper andre restauranter på rette køl, men nu står det klart, at tv-kokken Gordon Ramsays egen virksomhed er en underskudsforretning.

Foto: STEPHANE DE SAKUTIN
Tv-kokken Gordon Ramsay, der ofte koger over af raseri over andres fejl for åben skærm i Gordon Ramsays køkkenmareridt, er i følge flere udenlandske medier på vej mod konkurs.

Ledelsesberetningen for selskabet Kavalake Holding, der er holdingselskabet for alle stjernekokkens forretninger, viser, at Ramsay og hans partnere står til at tabe over 10 millioner dollars i år samtidig med, at koncernen i forvejen skylder 50 millioner dollars til kreditorer.

Det skriver Radar Online, der er kommet i besiddelse af de afslørende papirer.

For året 2013 måtte Kavalake Holdings, den overordnede koncern for Gordon Ramsays mange forretningsområder, indkassere et samlede tab på mere end 10,8 millioner dollars.

Ramsays pressesekretær har gjort sit for at skyde rygterne ned om en forestående konkurs.

»Det er standard for virksomheden at optage lån for at udvide forretningen. Gordon Ramsay Group, som hører under Kavalake Holding, fortsætter med at levere en stærk præstation med vækst år efter år,« siger koncernen til Radar Online, men i følge mediet skal gælden til at betales af, og kreditorerne står sultne klar til at tage imod pengene.

Nyheden kommer efter at Channel4 for få måneder siden besluttede at lukke tv-serien Gordon Ramsays Køkkenmareridt ned efter 10 år.

En statistik fra Grub Street New York har vist, at mere end 60 procent af de restauranter, som har medvirket i den amerikanske udgave af programmet, har måttet lukke ned efter at have haft besøg af Gordon Ramsay.

Heraf har næsten 30 procent måttet dreje nøglen om inden for samme år, programmet har været på skærmen.