Googles dominans trues af Europa-Parlamentet

Et tiltag fra Europa-Parlamentet ses som en trussel mod søgegiganten Google. Konkurrencekommissær Margrethe Vestager har arvet klagesagen mod Google fra sin forgænger.

Foto: EMMANUEL DUNAND
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EU: Europa-Parlamentet arbejder på en resolution, som skal forhindre internettets største søgegiganter i at bruge deres dominerende position til at holde andre søgemaskiner ud af markedet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det fremgår ifølge Reuters af et udkast til resolutionen, at Europa-Parlamentet arbejder på en model, hvor internetsøgemaskiner skal adskilles fra andre kommercielle tjenester.

Tiltaget fra Europa-Parlamentet ses som en klar trussel mod den største spiller på området, Google, hvis søgemaskine er den dominerende i Europa.

EUs nye konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har arvet en klagesag mod Google fra sin forgænger. Google beskyldes af både konkurrenter som Microsoft og europæiske regeringer for at misbruge sin dominerende markedsposition til at fremme egne produkter og for at betale for lidt for eksternt indhold.

Margrethe Vestager sagde i sidste uge, at hun har brug for »tid til at træffe en beslutning om de næste skridt« i sagen, og at hun vil høre dem, der er direkte påvirket af Googles metoder.

Google nævnes ifølge Reuters ikke direkte i dokumentet fra Europa-Parlamentet. Men tidligere fredag citerede Financial Times et udkast, hvor der ifølge avisen blev lagt op til at kræve en opdeling af Google.

I det udkast, som Reuters har set, opfordres Europa-Kommissionen til at overveje forslag med henblik på adskillelse af søgemaskiner fra andre kommercielle tjenester« som en mulig, langsigtet løsning, som skal udligne konkurrencefordele på markedet.