Google og Apple til spionmøde på engelsk landsted

Topfolk fra Google og Apple mødtes tidligere på måneden med en række spionchefer på et engelsk landsted for at diskutere overvågning. Det skriver det digitale nyhedsmagasin The Intercept, der har journalist bag afsløringen af Snowden-dokumenterne som redaktør.

Foto: NICOLAS ASFOURI. Den tildigere britiske MI6-chef John Scarlett var tidligere på måneden ordstyrer ved en konference, hvor en række spionchefer mødtes med store, globale virskomheder for at diskutere overvågning.
Læs mere
Fold sammen

Et engelsk landsted fra 1700-tallet dannede tidligere på måneden ramme for et møde, hvor tidligere og nuværende spionchefer fra syv forskellige lande mødtes med topfolk fra store, globale virksomheder for at diskutere statslige overvågningsprogrammer.

Ved den tre dage lange konference deltog en række repræsentanter fra teknologigiganter som Apple, Google og Vodafone. Mødet havde til hensigt at samle op på debatten om masseovervågning i kølvandet af Edward Snowdens læk af dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste.

Det er det digitale nyhedsmagasin The Intercept, der også var til stede under møderne på det engelske landsted, som beskriver, at lande som USA, Storbritannien, Frankrig, Sverige og Australien havde repræsentanter med under drøftelserne. Det er desuden lykkedes for The Intercept, der har journalisten Glenn Greenwald som frontfigur - manden bag Edward Snowden afsløringerne - at komme i besiddelse af et program for arrangementet. Her fremgår det, at deltagerne kom godt rundt i en række emner om problemer og udfordringer ved overvågningsprogrammer.

Deltagerne havde på mødet opstillet strenge regler om fortrolighed og talte under den såkaldte Clatham House Rule. Det betyder kort fortalt, at deltagerne ved mødet gerne må bruge informationer fra diskussionerne, men ikke må afsløre, hvem der er kommet med en bestemt oplysning. Det sker for at skabe mere åbenhed.

Den tidligere britiske MI6-chef John Scarlett var ifølge The Intercept den gennemgående figur og ordstyrer under møderne på the Ditchley Foundation Mansion, der særligt fokuserede på, hvordan Edward Snowden-afsløringerne havde ændret hele landskabet, når det kommer til statslige overvågningsprogrammer.

Det digitale nyhedsmagasin The Intercept blev sidste år sat i søen af Glenn Greenwald, der håndplukkede en gruppe dygtige journalister i bestræbelserne på at fortsætte opfølgningen på NSA-sagen, som Greenwald dækkede via sit samarbejde med Edward Snowden. Greenwald har både fået ros og kritik for sine afsløringer. Flere har anerkendt hans omhyggelige arbejde med at afdække Snowden-dokumenterne, men kritikere har omvendt beskyldt ham for at være meget selektiv i sin udvælgelse af dokumenter og primært have smag for afsløringer, som kunne belaste USA.

Greenwald har dog en stor stjerne hos eBay-grundlæggeren Pierre Omidyar, der har investeret omkring 1,6 mia. kr. i den tidligere The Guardian-journalists nye medie.

Glenn Greenwald udgav for et år siden bogen »No Place to Hide« om Edward Snowden-sagen.