Google har fjernet 3,1 milliarder skadelige annoncer i 2020

Særligt reklamer om falske og ikkegodkendte produkter mod coronavirus har Google fjernet det forgange år.

Google har i 2020 fjernet hvad der svarer til 6000 skadelige annoncer i minuttet. Det fremgår af en ny rapport, som kortlægger indsatsen mod skadelige annoncer. (Arkivfoto). Marcio Jose Sanchez/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 2020 har Googles indbyggede filtreringsintelligens fjernet 3,1 milliarder skadelige annoncer. Det oplyser techgiganten onsdag.

Tallene kommer fra den årlige »Ads Safety Report«, som kortlægger Googles indsats mod falske annoncer.

De 3,1 milliarder svarer til, at der bliver fjernet 8,5 millioner annoncer om dagen. Knap 6000 annoncer i minuttet døgnet rundt, året rundt. Og det er 15 procent flere fjernede annoncer end i 2019.

Der er tale om 3,1 milliarder unikke annoncer, oplyser Jesper Vangkilde, kommunikationschef i Google Danmark.

»Man skal forstå det på den måde, at når nogen forsøger at indsende en annonce, så tæller det som en annonce.«

»Så nogle af dem kan have kommet igennem for derefter at blive fjernt. Men langt hovedparten bliver fanget, inden de når at komme ud, så mennesker kan se dem.«

99 millioner af de fjernede annoncer har haft relation til coronavirus, oplyser Google. Det svarer til lidt over tre procent af de fjernede annoncer.

De handler blandt andet om behandlinger mod coronavirus, alternative vacciner og ikkegodkendte værnemidler.

»Der er rigtig mange, som forsøger at udnytte den sårbarhed, der ligger i sundhedskrisen til at narre folk,« siger Vangkilde.

De fleste af annoncerne når at blive blokeret af Googles systemer, inden nogen når at se det, oplyser han.

Google fjerner alt det, som ikke ligger i tråd med sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Alt, som falder udenfor hvad der er videnskabeligt bevist og godkendt, får ingen lov til at reklamere for.

Det gælder både udtalelser og reklamer. Og det gælder på alle Googles platforme, som blandt andet tæller både YouTube og Gmail.

»Vi lægger os meget stringent op ad sundhedsmyndighederne. På YouTube må man ikke lave en video, hvor man benægter vacciner. Det er fordi, at vi vurderer, at det er til skade for folkesundheden,« siger Jesper Vangkilde.

Nogle vil måske synes, at det er et skridt for langt helt at udelukke skeptikere, hvorfor har I valgt det?

»Vi anerkender, at det er et langt skridt at gå. Det er fair at mene, at vi går skridtet for langt, men vi – og sundhedsmyndighederne – mener, det er skadeligt for folkesundheden, hvis der cirkulerer falske kurer. Mange er sårbare for den slags i situationen, vi står i,« siger han.

Ud over de skadelige annoncer viser rapporten, at Google dagligt fjerner 18 millioner svindelmails med såkaldte phishing-forsøg relateret til coronavirus.

/ritzau/