Det danske delebilsfirma GoMore køber det amerikanske selskab Getaround Europe.

Med aftalen mere end fordobler GoMore sin forretning og skaber den største peer-to-peer bildelingsplatform i Europa, skriver GoMore i en pressemeddelelse til Ritzau. 

»Normalt ser vi, at danske virksomheder bliver opkøbt af internationale – ofte amerikanske – platforme. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at en dansk virksomhed nu går forrest og samler markedet inden for en så stor kategori som delebiler,« siger Matias Møl Dalsgaard, stifter af GoMore. 

En peer-to-peer-bildelingsplatform er en platform, hvor en person kan give en anden person adgang til en bil mod betaling. GoMore oversætter det selv til nabo til nabo-bildeling. 

Det nye selskab vil have over fem millioner brugere og aktiviteter i 11 lande, herunder Danmark, Sverige, Finland, Norge, Frankrig, Belgien og Østrig.

Dennis Lehmann

Ifølge GoMore vil selskabet efter fusionen med Getaround Europe have over fem millioner brugere og 70.000 aktive delebiler samt 300 medarbejdere. 

Matias Møl Dalsgaard, som er stifter af og administrerende direktør i GoMore, fremhæver, at de to virksomheder arbejder ud fra den samme vision – at biler skal deles.

»Nu samler vi kræfterne og skaber en platform, der kan tage bildeling til næste niveau i hele Europa,« siger han i pressemeddelelsen.

GoMore oplyser ikke, hvad virksomheden har måttet betale for Getaround.

Opkøbet er finansieret af en blanding af egenkapital, primært fra eksisterende investorer, og lånekapital fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) og Nordea.