En række andre store amerikanske banker rygtes også at have bidraget til organisationen.
Det skriver Financial Times.
Goldman Sachs har omkring 6000 ansatte i Storbritannien og nyder under de nuværende forhold godt af den frie bevægelighed i Europa. Men som Wall Street-kollegaen Morgan Stanley tidligere har pointeret, kan et såkaldt "Brexit" skade det britiske finansmarked.
- Hvis Storbritannien ryger ud af EU, vil man se en betydelig svækkelse af London som globalt finanscentrum, sagde Morgan Stanley-direktør Colm Kelleher i november sidste år ifølge Financial Times.
Hverken Goldman Sachs eller Britain Stronger in Europa ønsker at kommentere den "sekscifrede donation".
Storbritanniens premierminister, David Cameron, har lovet briterne, at der senest i 2017 vil være folkeafstemning om, hvorvidt kongeriget skal blive i EU under nye betingelser, som han for tiden er ved at forhandle på plads med de øvrige medlemslande. Potentielt kan der dog allerede være valg i løbet af 2016.
/ritzau/FINANS
Jonas Mathiesen Bang +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk