Godt - og eftertænksomt - nytår

Det ny år er for længst planlagt - eller er det? Arbejdslivet er sat på regneark, men hvad med privatlivet? Hvad er planen for dit liv i 2005?

ENHVER VIRKSOMHED har en vision og en mission. Et klart billede af en ønsket fremtid. Og en strategi. Dertil afklarede værdier og holdninger.

Alle teoretikere og de fleste praktikere er helt enige. Derfor er 2005 for længst lagt i faste rammer i landets virksomheder.

På samme måde ligger 2004 klappet og klar i regneark og tekstbehandling. Årsrapporten er en realitet næsten før året er omme. Vi ved hvad vi nåede og vi ved, hvad vi vil. Der er kort sagt fod på det hele.

Men hvad er så »det hele«? Der er ikke længere nogen klar skillelinie mellem arbejdsliv og privatliv. Husker vi så, at det i konsekvens heraf hører med til arbejdslivet også at gøre status for privatlivet?

Hvordan var dit hele liv så i 2004, og hvad er planen for dit hele liv i 2005? Det overlader vi til det private initiativ. I fri-tiden.

Arbejds-livet fylder det meste og privat-livsdelen er en recidualpost. For »sådan har det jo altid været«.

EN GOD VEN skrev i en julemail om, hvad han kaldte »den almindelig slitage ved et langt liv«. Jeg tror de ord rammer noget essentielt for mange - vel for de allerfleste. Hverdagens trummerum er en lumsk trussel mod det gode, hele liv. For få siger som Dan Turéll: »Jeg holder af hverdagene, for dem er der flest af«.

Har du tænkt over, at om kun 52 lørdage er det igen et Nyt År? Og vi modtager hverdagene, som kom de altid i en lind, ustandselig strøm. Den ydmyghed nonner og munke viser over for livet tillader ikke ukritisk modtagelse af »den ny dag«.

Hver dag ses som en gave. Husker vi godt nok på det i (arbejds)livet ? Eller slider vi livet i stykker ?

Kunne vi ved at være mere opmærksomme i stedet bygge op. Lag på lag af positive oplevelser. Er det det, vi skal indse. Er det det, der er meningen med (arbejds)livet ?

EN ANDEN VEN skrev: »Hvis man holder sig inden for visse ydre rammer, som er alment accepterede, kan folk komme afsted med de mest uhyrlige ting, uden at nogen løfter et øjenbryn.

Pakker man sine budskaber ind i plasticord, management-udtryk, besparelser, manglende stillingtagen og rationaliseringstiltag, kan man få lov til at træde på såkaldt human resources, uden at nogen løfter stemmen eller bare øjenbrynet«.

ER VI I VIRKSOMHEDERNE gode nok til at tackle denne del af virksomhedsvirkeligheden ? Kan vi gøre noget, eller er det kun det enkelte menneske, der selv kan ? Svaret er ja og nej. Den enkelte skal selv deltage aktivt. Og virksomhederne både kan og bør gøre noget.

Vi skal være bedre til at motivere og løfte kompetencer. Ingen medarbejder bør være uden en god forståelse for (hele)livets muligheder. Og alligevel underviser vi - de fleste steder - mere i Excel, komma på engelsk eller køreteknik end i det gode liv.

Skyldes det en misforstået hensyntagen, generthed eller uvidenhed og gamle vaner ?

VI MÅ I 2005 tale lidt mindre om globalisering og lidt mere om handling, hvor vi er. Det er her vi primært skal gøre en forskel.Samtidig kan vi hver for sig - og kollega til kollega - overveje, hvad der nu lige er vores personlige vision, mission, strategi, værdier og hvordan det så passer med et virksomhedshelsyn. Og med et menneskehelsyn.

Godt Nyt År.