Godt nyt til elbilejere: Selskab vil oprette Danmarks største »lynladeplads« ved Storebælt

Det statslige selskab bag Storebæltsforbindelsen vil i et samarbejde med private leverandører oprette en ny »lynladeplads« til elbiler ved Knudshoved på Fyn. Allerede i 2023 skal de første standere stå klar til brug.

I løbet af 2023 skal de første 26 af 50 nye ladestandere stå klar ved Knudshoved på Fyn. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Den skal blive Danmarks største af slagsen.

Ved Knudshoved på Fyn vil Sund & Bælt, det statslige selskab bag Storebæltsforbindelsen, oprette en ny »lynladeplads« for elbiler.

Planen er, at 50 nye ladepladser skal opføres – 26 af dem inden medio 2023. Resten mellem 2025 og 2027.

Det oplyser Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

Koncernen skriver til Berlingske, at etableringen og driften af ladestanderne skal varetages af en privat operatør efter udbud.

»Den kommende el-ladestanderoperatør skal sørge for finansiering og etablering af selve ladestanderne og den efterfølgende drift og vedligehold. Det vil være et krav, at alle elbilister (får, red.) mulighed for at benytte ladestanderne til samme pris, uanset abonnement,« skriver kommunikationschef Lene Gebauer Thomsen.

Grøn bilisme og solceller

Den nye ladepark understøtter ifølge selskabet regeringens infrastrukturplan for 2035, der lægger vægt på ladeinfrastrukturen som en væsentlig faktor i forhold til at understøtte fremtidens grønne bilisme.

»For Sund & Bælt er det vigtigt, at ladeparken kommer til at gøre en markant forskel for den grønne bilisme i Danmark. Vi vil gøre det så nemt som muligt for elbilister at benytte vores forbindelser på tværs af landet, og derfor skal alle, der ønsker at benytte ladeparken, naturligvis kunne gøre det på helt ens betingelser,« siger Mikkel Hemmingsen, koncernens topchef, i meddelelsen.

Opladerne skal alle være udstyret med såkaldte lynladere, der kan levere en effekt på mindst 150 kW, mens Sund & Bælt også sammen med en privat leverandør vil oprette en solcellepark, der kan levere grøn strøm til foretagendet.

Dertil skal parken kunne benyttes af flere typer køretøjer såsom biler med trailere og campingvogne og med nem adgang for handicappede.