Gode tillidsindeks gav plusser

De europæiske aktiemarkeder startede 2004 med fortsat fremgang. De toneangivende hovedindeks i hhv. Tyskland, Frankrig og Storbritannien er nu steget hhv. fire, seks og ti dage i træk til niveauer, der ikke er set i omkring et år. Der var samlet set fremgang til Bloombergs indeks over de 500 mest solgte europæiske aktier på 1,4 pct.

Fredagen bød på tal over indkøbschefernes tillid til økonomien. I Tyskland steg BME-indekset til 53,0 mod forventet 52,4 for december. Sidst på eftermiddagen viste det amerikanske ISM-indeks noget overraksende en stigning fra 62,8 i november til 66,2 i december. Analytikerne havde forventet et fald til 61,0. Et indeks over 50 tyder på økonomisk ekspansion.

Der var fremgang blandt flere tele- og teknologiaktier. Det franske IT-softwareselskab Cap Gemini steg 3,0 pct., mens den tyske konkurrent SAP steg 1,3 pct.

Den britiske avis- og bogforhandler Smith WH (- 11,1 pct.) faldt, efter selskabet nedjusterede forventningerne til 2004 p.g.a. et svigtende salg og øget pres på indtjeningen.