Høreapparatproducenten GN stopper midlertidigt produktionen på sin fabrik i den kinesiske by Xiamen.
Det skyldes, at en sikkerhedsvagt er blevet smittet med coronavirusset.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Med til historien hører, at fabrikken i øjeblikket er lukket ned på grund af det kinesiske nytår.
GN Store Nord har omkring 200 ansatte på fabrikken i Kina, der producerer høreapparater. Det er GN's eneste produktionssted i Kina.
GN vil på nuværende tidspunkt ikke give noget bud på, hvad de økonomiske konsekvenser af nedlukningen bliver.
Fabrikken i Xiamen ligger omkring 1000 kilometer fra byen Wuhan, hvor coronavirusset i første omgang blev opdaget.
Virusset har indtil videre kostet mindst 212 personer livet i Kina. Det samlede antal smittede nærmer sig 10.000. Langt de fleste er i Kina.
/ritzau/