Globalt synkront opsving

Fremgangen i USA giver en saltvandsindsprøjtning til Europa og til emerging markets. I Kina, som er verdens produktionsværksted, vil det give en vækstimpuls, der sammen med kinesernes egen ekspansive politik vil fastholde væksten omkring seks procent. For de øvrige emerging markets-lande vil fremgangen i USA og Kina give værdifuld efterspørgsel.

Cand.polit. Jeppe Christiansen er adm. direktør i Maj Invest. Han har tidligere været direktør i LD og før det direktør i Danske Bank med ansvar for bl.a. aktieområdet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De seneste uger har vist tegn på spirende optimisme blandt investorerne. Det amerikanske aktiemarked har sat ny rekord, de fleste emerging markets oplever kapitalinflow efter en svær periode, og i Europa er konjunkturen for alvor under forbedring. Japan oplever en vis forbedring og har i første kvartal haft høj BNP-vækst, mens Kina, trods mange udfordringer med gæld, forurening og korruption, trods alt har en BNP-vækst på knap seks procent. Alt i alt ser det ud til, at de store lande og regioner alle er på vej mod vækstfremgang endda i et synkront forløb. Det er svært at bevare pessimismen.

Den stærkeste kraft bag denne konjunkturopgang er USA. Efter en uhørt hård opbremsning under finanskrisen – hvor BNP-væksten i USA nåede minus seks procent – er USA på vej frem. Den økonomiske politik under Obama/Bernanke har været historisk succesfuld. Effektiv økonomisk politik med nul-renter og ekspansiv finanspolitik blev introduceret med ugers varsel, efter krisens omfang i efteråret 2008 blev klart.

Påvirket af finanspolitike

I figur 1 er vist, hvor ekspansiv den amerikanske finanspolitik var i 2009, og hvor kontraktiv den har været bagefter. Tallene i figuren viser, hvor stor den direkte påvirkning fra finanspolitikken har været i procent af BNP. Udgifterne til offentlige projekter og støtte har i hele perioden siden 2008 været væsentligt større end skatteindtægterne og dermed bidraget til at forøge købekraften og efterspørgslen i det amerikanske samfund. Obama har dermed fulgt den »keynesianske« lærebog til punkt og prikke.

Denne politik blev fastholdt i to til tre år, hvorefter amerikanerne gradvist har strammet finanspolitikken. Som det fremgår, er det særligt i 2011-2013, at man igen gradvist har strammet finanspolitikken.

Denne stramning, særligt i 2013, er årsagen til, at det nuværende opsving i USA er bygget op langsomt. Selve det amerikanske statsunderskud, der i krisens første faser blev på ti procent af BNP, er nu tilbage mod et holdbart niveau omkring tre procent af BNP. I 2014 ophører stramningen af finanspolitikken, og dermed vil væksten i USA komme op til tre procent. USA trækker global økonomi, og husk, at USA, hvad forbrugsefterspørgsel angår, er tre gange større end Kina.

Denne fremgang i USA giver en saltvandsindsprøjtning til Europa og til emerging markets. I Kina, som er verdens produktionsværksted, vil det give en vækstimpuls, der sammen med kinesernes egen ekspansive politik vil fastholde væksten omkring seks procent. For de øvrige emerging markets-lande vil fremgangen i USA og Kina give værdifuld efterspørgsel. Den eneste forskel i forhold til tidligere er, at vi skal vende os til, at vækstraterne i disse lande falder fra fem procent til omkring tre til fire procent i de kommende år. Mange af landene er blevet store økonomier, se figur 2, og dermed bliver det vanskeligt at opnå tidligere tiders høje vækstrater. De nemme produktivitetsgevinster er taget.

Selv om emerging markets ikke vokser så hurtigt længere, er deres betydning for global økonomi stigende. Det er ikke kun BRIK-landene, der betyder noget. De fem lande som i størrelse ligger lige efter BRIK-landene er: Sydkorea, Mexico, Indonesien, Tyrkiet og Saudi Arabien. De fem lande er vigtige, og de har tilsammen et BNP på størrelse med England og Frankrig tilsammen. De vokser med tre til fem procent p.a., og summen af deres BNP-niveauer er ca. 5.000 mia. dollar. Kina har et BNP på 10.000 mia. dollar, men samtidig har Kina en forbrugskvote på kun det halve, hvilket betyder, at de fem lande tilsammen har et lige så stort privatforbrug målt i mia. dollar, som Kina har.

Store investeringer

Samtidig er det lande, som i de kommende år står over for store investeringer i infrastruktur og boliger. Særligt ASEAN-landene, Mexico samt Polen er konkurrencedygtige i en sådan grad, at de vil presse Kina. Deres import vokser samtidig, og qua international samhandel er de derfor med til at sætte en positiv vækstspiral i gang. Bemærk i øvrigt også i figur 2, at Mexico og Sydkorea nærmer sig Indien i økonomisk størrelse, at Colombia og Argentina begge er betragteligt større end Danmark, og endelig at Nigeria nu er blevet Afrikas største økonomi med et BNP på ca. 500 mia. dollar. Der er sket mange store ændringer i de senere år.

I en række større emerging markets-lande sker der i disse år politiske skift. I Mexico har regeringen besluttet at åbne oliesektoren mere for privatkapital og udenlandsk kapital. Man vil liberalisere og dermed sikre større investering og udbygning af hele olieindustrien. Det vil formentlig over en periode få stor betydning for mexicansk økonomi. I Indonesien er der snart præsidentvalg. Dette vil formentlig medføre en fastholdelse af den nuværende ekspansive politik med fokus på infrastruktur, boliginvesteringer samt afskaffelse af subsidier og mere plads til en markedsbaseret økonomi. I Indien har der netop været afholdt valg. Det gav et klart mandat til den nye præsident Modi. Der er et mandat, som styrker de økonomiske reformer både af finanssektoren men også reformer af den meget bureaukratiske offentlige sektor. Det er næppe nogen let opgave, men det har givet anledning til en betydelig optimisme blandt investorer og markedsdeltagere.

Den nye regering har absolut majoritet i underhuset, og det giver mulighed for, at der gennemføres ændringer. I figur 3 er vist, at den indiske økonomi efter en højvækstperiode nu har en vækstrate omkring fire procent. Inflationen har i en periode været ukontrollabel og på et niveau over ti procent. Det ser ud som om, inflationen er på vej ned, og der er dermed grobund for en stabil økonomisk vækst i de kommende år understøttet af økonomiske reformer. Pilen peger opad for Indien, selv om der formentlig vil gå flere år, før reformerne virker.

Fattigdommen falder

De store ændringer i emerging markets-landene de sidste ti år har ikke kun været en fordel for internationale investorer, som har nydt godt af kursstigningerne. Den høje økonomiske vækst på mellem fire procent og otte procent i mange af disse lande har givet forbedret beskæftigelse og indkomstfremgang overalt. I Verdensbanken opgør man på global basis, hvor mange fattige mennesker, der er i hele verden, baseret på en definition af fattigdom som værende en indkomst mindre end to dollar pr. dag målt i faste 2005-priser. Som det fremgår af figur 4, er den procentdel af befolkningerne, som lever på dette lave indkomstniveau, konstant faldende. Faktisk er fattigdommen aftagende i hele denne del af verden. Særligt fremgangen i Asien og Sydamerika har betydning for disse tal, men også i Afrika er der nu tale om betydelig økonomisk fremgang i de fleste lande.

Afrika i fremgang

I de sidste 15 år har den økonomiske vækstrate i emerging markets-landene været på gennemsnitligt mere end fem procent p.a., og i de senere år har Afrika været med i denne fremgang. Det har betydet, at mere end en mia. mennesker er løftet ud af fattigdom set på global basis. Det er en ikke en ubetydelig forbedring for en meget stor del af verdens befolkning. Når vi derfor i Europa og USA de sidste 15 år har kunnet se, at emerging markets-landene har vundet frem, så har der ofte været stor fokus på de problemer, det har givet i særligt Sydeuropa, men også de forskydninger, der er sket, ved at arbejdspladser er flyttet ud af Europa og USA og til emerging markets-landene, som har overtaget en større del af produktionen. Det har givet anledning til negativ debat om tab af arbejdspladser i Europa og USA.

Den positive del af denne proces overses ofte. Den består i, at store dele af de mindre udviklede lande mærker høj vækst, indkomstfremgang og langt bedre økonomiske forhold, end man havde i 1970erne og 1980erne, hvor fremgangen i større omfang skete i USA, Japan og Europa. Verdens farligste lande og lavestlønnede folk har haft fordel af den globale økonomiske udvikling siden 1997.

I de kommende år får vi formentlig en synkron vækst. Det ser nu ud som om, at både USA, Europa og Japan er på vej mod lidt højere vækstrater, samtidig med at emerging markets-landene fortsætter deres vækst, om end på et lidt lavere niveau end tidligere. Der er derfor grund til optimisme, når man skal vurdere den globale økonomis udvikling de kommende år.