Globalt erhvervsliv i kø med Asien-hjælp

Fra erhvervslivet overalt i verden strømmer bidragene ind til ofrene for flodbølgen i Asien. Danske virksomheder er langtfra blandt de gladeste givere.

Virksomheder over hele verden kaster nu deres vægt bag strømmen af hjælp fra regeringer og privatpersoner. Fra selskaber i USA, Europa og Asien flyder alt fra penge over medicin til frivillige mod de bortskyllede asiatiske katastroferegioner.

Virksomheder i de skandinaviske lande, der har leveret et uforholdsmæssigt stort antal ofre til katastrofen, har været særligt generøse. Det gælder navnlig Norge, hvor donationer fra Norsk Hydro (fem mio. norske kr.), investeringsfondene Skagen-fondene (fire mio.), Statoil (1,5 mio.) og Orkla (en mio.) har bragt de samlede donationer fra norsk erhvervsliv til hovedmodtageren Norsk Røde Kors op på 14,7 millioner norske kroner.

»Giverglæden er større end normalt,« siger Røde Kors' informationschef, Finn Langeland. »Vi har en tradition i Norden for at stille op.«

Den tradition genfinder man delvist i Sverige. Her fortæller Røde Kors-informationschef Johan af Donner, at svensk erhvervsliv har doneret et betydeligt millionbeløb til organisationen - med Föreningssparbankens bidrag på fem millioner svenske kroner som det største enkeltbidrag.

Supermarkedskæden ICA har doneret én million, mens tøjkæden H&M donerer beskedne 150.000 kroner til Unicef, men lader til gengæld hjælpeorganisationer stille indsamlingsbøsser op i forretningerne og sender tøj med flyene til de strandede turister.

Dansk tøven
Foreløbige opgørelser tyder på, at mens hjælpeiveren hos små danske virksomheder er betydelig, halter de store danske virksomheder foreløbig bagefter de skandinaviske kollegaer. I modsætning til de velorganiserede skandinaviske søsterorganisationer har Dansk Røde Kors ganske vist ikke den fjerneste idé om, hvem i dansk erhvervsliv der har doneret hvor meget til dem.

Men en rundringning til 15 store danske virksomheder gav kun et enkelt bidrag på en million kroner, som kom fra Novo Nordisk - den nordiske bankkoncern Nordea har dog givet 1,5 millioner kroner på vegne af hele Norden. Carlsberg har doneret »et seks-cifret beløb«, mens A. P. Møller overlader det til de lokale datterselskaber at afgøre, om der skal ydes hjælp i form af transport eller penge. Begge selskaber har store interesser i Asien.

Flere selskaber undskyldte sig med, at de - i modsætning til kollegaerne i Skandinavien - ikke havde kunnet træffe beslutninger om hjælp i de tyndt bemandede juledage.

»Jeg tror kun, at det er et spørgsmål om tid,« siger Dansk Industris direktør, Hans Skov Christensen, der selv var den sidste blandt de skandinaviske hovedarbejdsgiverorganisationer til at lade sin organisation yde et bidrag til katastrofehjælpen. Til gengæld er bidraget på én million kroner det mest rundhåndede, mens eksempelvis norske Næringslivets Hovedorganisasjon gav 250.000 norske kroner

»Vi har helt ekstraordinært besluttet at yde et bidrag,« siger Hans Skov Christensen, hvis organisation normalt overlader det til medlemmerne at donere penge. »Denne situation adskiller sig fra alt andet.«

Donationer på stribe
Andre steder i verden strømmer hjælp fra erhvervslivet også ind. Verdens største medicinselskab Pfizer donerede på stedet ti millioner dollar, mens andre medicinselskaber sender antibiotika og anden livsvigtig medicin til området.

Koreanske Samsung donerer én million dollar, mens selskabets 10.000 ansatte i de berørte områder vil stille op til frivilligt arbejde. Coca-Cola og Pepsi sender tusinder af vandflasker, mens kurérselskabet UPS stiller jumbo jets til rådighed for den luftbro, der så småt er ved at komme på vingerne.

Luftfartsselskaber lover gratis transport til nødhjælpsarbejdere, mens Cathay Pacific lod passagerer donere bonuspoint og lovede selv at spytte lige så mange mil i bøssen.

Asiens rigeste mand, Li Ka-shing, og hans industrikonglomerat Hutchison Whapoa, der herhjemme står bag mobilselskabet 3, gav 3,1 millioner dollar. Computerselskabet Cisco og dets ansatte har indsamlet 2,5 mill. dollar.

Og som et Hollywood-kuriosum har action-stjernen Jackie Chang doneret 64.000 dollar af egen lomme.Læs mere om katastrofens udvikling på vores hjemmeside