Opdateret

Genoptaget arbejde på vindmøllepark vil spare Ørsted for milliarder

Ørsted slipper ifølge analytiker for at måtte droppe havvindparken Revolution Wind og dermed tabe milliarder.

Arbejdet på Ørsteds havvindmøllepark Revolution Wind kan genoptages, mens en retssag om selve lovligheden af en arbejdsstandsning bliver afgjort. (Arkivfoto).
Arbejdet på Ørsteds havvindmøllepark Revolution Wind kan genoptages, mens en retssag om selve lovligheden af en arbejdsstandsning bliver afgjort. (Arkivfoto). Foto: Dado Ruvic/Reuters

Det er usædvanligt gode nyheder for Ørsted, at man kan genoptage arbejdet på havvindmølleparken Revolution Wind.

Sådan lyder vurderingen fra Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank.

- Det er en overordentlig vigtig melding for Ørsted. Hvis man ikke kunne arbejde videre på projektet, var det blevet hundedyrt for Ørsted, siger han.

Ifølge Jacob Pedersen ville det have kostet Ørsted over ti milliarder kroner at droppe havvindmølleparken.

Hertil ville der komme øgede omkostninger på etablering af parken Sunrise Wind, som Ørsted bygger ud for New Yorks kyst.

Mandag har en amerikansk dommer afgjort, at Ørsted kan genoptage arbejdet på Revolution Wind, efter at den amerikanske administration beordrede arbejdet standset for en måned siden.

Arbejdet kan genoptages, mens en retssag om selve lovligheden af arbejdsstandsningen bliver afgjort.

Ørsted har selv udpeget netop mandag den 22. september som en afgørende dag, når det kommer til forsinkelser på projektet.

I et dokument fra sagen lyder det nemlig, at forsinkelser efter denne dag kan bringe hele projektet i fare.

Det skyldes blandt andet, at nogle af de fartøjer, som bruges i arbejdet, skal videre til andre projekter på et tidspunkt. Nogle af disse fartøjer er typisk booket over et år i forvejen, lyder det.

Hertil kommer, at vejrforhold også sætter krav til, hvornår forskellige dele af arbejdet skal være færdigt.

- Nu er det op til Ørsted at vise, at man også kan overholde den tidsplan, der er lagt. Det har tidligere vist sig svært, men nu har man i hvert fald et fundament for, at man kan nå i mål nogenlunde til tiden, siger Jacob Pedersen.

Havvindmølleparken bliver opført af projektselskabet Revolution Wind, som er ejet af Ørsted og Skyborn Renewables, som er ejet af Blackrock.

Ørsted skriver i en pressemeddelelse, at Revolution Wind vil genoptage arbejdet "så hurtigt som muligt med sikkerhed som højeste prioritet".

Og mandagens afgørelse er ifølge Jacob Pedersen også et positivt tegn, når det kommer til den overordnede sag om lovligheden ved arbejdsstandsningen.

- Dommeren nævner, at stop work-ordren slet ikke har haft nogen gode argumenter. Det kan godt være, at bolden ikke er trillet ned på den rigtige side for Ørsted endnu, men det er der en sandsynlighed for, at den gør, siger han.

/ritzau/