Genmab omsatte for mere end forventet i andet kvartal

Selskabet opjusterer på baggrund af det gode andet kvartal forventningerne til resten af året.

Biotekvirksomheden Genmab overrasker positivt med en større omsætning end ventet i årets andet kvartal.

Det skriver Ritzau Finans.

Genmabs samlede omsætning landede på 773,9 mio. kroner i andet kvartal.

Til sammenligning omsatte selskabet for 510 millioner kroner i samme periode sidste år, og analytikere, som Bloomberg News har indsamlet estimater fra, forventede en omsætning på 734 millioner i andet kvartal, skriver Ritzau Finans.

Selskabet opjusterer derfor forventningerne til resten af året. Genmab regner således med en omsætning på 200 millioner kroner mere end ventet, mens driftsoverskuddet ventes at blive 50 millioner større.

Genmab forventer i alt et driftsoverskud på 2050 millioner kroner og en omsætning på 4800 millioner kroner i 2019.

/ritzau/