Gasselskaberne skal slankes

De to store gasselskaber HNG og Midt-Nord må skære flere end 100 job ud af medarbejderstaben for at slanke sig til opgaven som gastransportører og for at kunne betale af på milliardgælden til tiden.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hovederne ruller i naturgassektoren. Alene i de to store gasselskaber Naturgas Midt-Nord og HNG skal der spares 80 mio. kr. - blandt andet forsvinder flere end 100 job.

Selskaberne skal ifølge den netop indgåede gasaftale med regeringen afgive storkunderne til DONG, men beholder derimod ejerskabet til ledningsnettet og til den ti mia. kr. store anlægsgæld. Ifølge aftalen skal anlægsgælden fra naturgassens opbygning være ude af verden i 2014. Men det indebærer også, at de to selskaber selv har ansvaret for, at deres driftsomkostninger bliver så lave som mulige.

Og besparelserne kan kun ske ved at skære i lønningerne, der hos HNG udgør to tredjedele af driftsomkostningerne.

Konsekvensen for begge selskaber er, at der drosles ned på opgaver og serviceydelser.

Midt-Nord er ved at skære arbejdsstyrken ned fra 250 til 190. Og i HNG er der allerede sidste år skåret næsten 30 stillinger væk. Og over de næste to år forsvinder yderligere 40 stillinger. De 30 er varslet, mens ti stillinger ikke vil blive genbesat.

"Det betyder selvfølgelig også, at vi må skære ned på forskellige ydelser. Vi vil være betydelig mere nøjeregnende med, hvilke opgaver vores montører skal bruges til. Villakunder vil over en bred kam blive henvist til private installatører," oplyser HNGs direktør, Niels Erik Andersen.

Midt-Nord har allerede foruddiskonteret personalereduktioner i det nuværende budget.

"Vi har haft regulære fyringsrunder og vil næste år være nede på 190 ansatte - 60 færre i forhold til 1998," siger salgs- og økonomidirektør Peter Vastrup Jensen. Selv om Midt-Nord ikke ligefrem forgylder sine fyrede medarbejdere, er der ifølge direktionen tale om fornuftige aftrædelsesordninger. Midt-Nord prøver også at hjælpe de ledige med at komme i arbejde.

Selskabet yder et beløb, så medarbejderne kan henvende sig til et konsulentfirma, der kan hjælpe dem med at søge nyt job.

"Og det lykkes i langt de fleste tilfælde," siger Jens Vastrup.

Konsekvensen af, at de to selskaber har indgået en gasaftale med regeringen, indebærer rationaliseringer på andre områder. Men der bliver ikke tale om lige så effektive rationaliseringer, som hvis der havde været tale om fusion.

HNG og Midt-Nord kører videre med hver sin bestyrelse og direktion, fordi selskaberne fortsat er to selvstændige net- og forsyningsselskaber.

Direktionerne i de to selskaber arbejder på at etablere et fælles IT-system, der skal varetage fælles drift og med tiden også et fælles kontrolcenter.

"Der er store besparelser at hente der, hvor vi kan basere samarbejdet på elektronik," siger Niels Erik Andersen.

Selv om de to små gasselskaber Naturgas Sjælland og Naturgas Fyn ikke er med i aftalen, så har de også sparekniven fremme.

Sjælland har allerede skåret medarbejderstaben ned med 16 siden sidste år. Og Naturgas Fyn har indgået en samarbejdsaftale med elforsyningsselskaberne i Odense, Faaborg, Nyborg og Langeland om at skabe et fælles energiselskab, der giver store muligheder for at rationalisere.