Gæld kan bruges som vækstmotor

Lån til vækst. Hvis en investering kan give et afkast, som er højere end renten på det lån, der skal finansiere den, kan det være fornuftigt at optage lånet.

Selv om ordet gæld ofte har en negativ klang, kan det i mange tilfælde være en rigtig god idé for virksomheder at gældsætte sig for at kunne foretage investeringer.

På den måde kommer gælden tit til at virke som en vækstmotor, der trækker virksomheden frem i et højere tempo end den løbende drift i sig selv kan finansiere. Så hvis man driver sin forretning ud fra en vækststrategi er finansiering med lånekapital et værktøj, man løbende skal overveje at bruge.

Før man går i banken eller til en anden långiver skal man dog først og fremmest sikre sig, at den investering, man vil låne til, er fornuftig.

Grundlæggende skal man have en sikker forventning om, at købet af eksempelvis en ny maskine vil kunne give et afkast, som er højere end renten på lånet til købet.

Lavere afkastkravEr det tilfældet, vil der være fornuft i at låne pengene og købe maskinen. Det vil give virksomheden nogle muligheder for øget produktion og salg, som ikke kan indfries, hvis virksomheden ikke selv kan finansiere købet.

- Alternativet til at låne vil ofte være, at virksomheden tjener til investeringer gennem sin drift, men det kan tage meget lang tid. Så kan du tjene mere, end du skal betale for lånet, er det en god idé at lånefinansiere investeringer, siger Michael Hagen Jensen, erhvervschef hos Nordea.

Udover at kunne finansiere investeringer, som ellers ikke kunne gennemføres, har gæld en anden stor fordel. Kravet til afkastet på gælden er nemlig typisk lavere end afkastkravet til egenkapitalen. Denne pointe kan lyde lidt teoretisk og ifølge adjunkt Kasper Mesiner Nielsen fra Handelshøjskolen i København overser mange mindre og mellemstore virksomheder den. Ikke desto mindre er pointen vigtig.

Alternativ investeringSom ejer af en virksomhed bør man kræve et afkast af sin egenkapitalinvestering, der som minimum modsvarer det afkast, som pengene kunne give ved en alternativ investering, eksempelvis i børsnoterede aktier. Til gengæld bør afkastet af gældsfinansierede investeringer blot modsvare renten på gælden.

Derfor vil man eksempelvis kunne trække egenkapital ud af sin virksomhed til alternative investeringer og erstatte den med gæld. Hvis den alternative investering giver et højere afkast end virksomheden, sikrer man sig selv et bedre samlet afkast, selv om der skal betales renter på gælden. Disse renteudgifter kan i øvrigt trækkes fra i skat.

- Mange ejere af mindre virksomheder glemmer måske, at de skal stille krav til forrentningen af egenkapitalen i virksomheden, mens de husker, at der skal betales renter af en gæld. Derfor undgår man at gældsætte sig, selv om det kan være den bedste måde at strukturere virksomhedens kapitalgrundlag på, forklarer Kasper Mesiner Nielsen.