Gå på Google og læs bøger

Fem amerikanske biblioteker vil sammen med søgemaskinen Google oprette verdens største, elektroniske læsesal.

Verdens største bibliotekslæsesal er på vej i cyberspace.

I stakkevis af bøger, som er svære at få fat i, er ved at blive scannet ind i Internet-søgetjenesten Googles søgemaskine fra fem af de helt store biblioteker. Universitetsbibliotekerne i Michigan og Stanford vil lade Google indeksere hele samlingen, mens universiteterne Harvard og Oxford sammen med New Yorks store bibliotek kun stiller med en mindre stak bøger. Newyorkerne har udvalgt 40.000 bøger som et forsøg, mens Oxford har fokus på alle udgivelser fra før 1901. Bøger, der er omfattet af ophavsretten, vil kun blive vist med omslagets beskrivelse samt smagsprøver fra selve bogen. Alt andet vil være frit tilgængeligt.

Det er det hidtil mest omfattende forsøg på at gøre bogmateriale tilgængeligt over Internet. Indekseringen vil betyde, at man opnår teknologiens topfart, når man skal finde frem til søgeord, tekster eller citater, i stedet for manuelt at skulle blade sig gennem de mange papirsider i bøgerne. Google vinder samtidig vigtige points i forhold til sine søgekonkurrenter Yahoo og Microsoft MSN.