Fyringsrunde i fagbevægelsen

Fagbevægelsens Hovedorganisation tager en konsekvens af, at indtægterne ikke kan følge med de stigende priser i samfundet.

Fagbevægelsens moderorganisation, FH, frygter medlemsflugt på grund af inflationen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), moderorganisationen for 65 fagforeninger, oplever nu for alvor, at inflationen stikker af fra prisen på medlemskontingentet.

Den tårnhøje inflation på 11 procent medfører også, at tusindvis af de i alt 1,3 millioner medlemmer helt dropper deres medlemskab i FH.

Derfor har FH mandag fyret 11 medarbejdere på tværs af organisationen, skriver fagbladet Journalisten.

FHs sekretariatschef, Michael Jacobsen, forklarer til mediet, at FH har budgetteret med et medlemsfrafald på 17.500 medlemmer om året.

»Det er desværre nok i underkanten. Vi forventer, at flere medlemmer falder fra grundet presset på privatøkonomien fra de stigende priser,« siger han til Journalisten.

Fyringerne kommer kort efter, at FH for nylig på en kongres besluttede at nedbringe lønsummen, den samlede lønudgift, med 6,3 millioner kroner i 2023.

FH er langtfra alene om at tage hul på fyringerne under den økonomiske krise.

Eksempelvis meldte vinduesfabrikanten Velux også mandag en omfattende fyringsrunde, der kan ramme op mod 430 ansatte.