Fyret direktør blev kromutter

Direktørstolen var inden for rækkevidde, men da Agnete Bjørlig nærmede sig det varme sæde, blev hun præsenteret for en fyreseddel. Drømmen om at blive adm. direktør blev dog opfyldt. Ikke i en international koncern, men som boss på eget værtshus, hvor hun har byttet direktørhabitten ud med værtindesmilet.

»Der er ikke mange af de gamle værtshuse tilbage, men der vil altid være behov for ét som mit. Folk gider ikke sidde og se deres eget spejlbillede på væggen og hænge op ad en kold marmor disk. Det skal skinne igennem, at man kan lide at have med mange forskellige mennesker at gøre,« siger Agnete Bjørlig. Foto: Ditte Valente Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»...skub skuuuuuuuub bi duuuuuuueeeee.«

Jukeboksen har lukket Otto Brandenburgs nikotinomsvøbte stemme ud, så den kan mikse sig med den solide, hvælvende lysegrå tobaksrøg i det rødmalede lokale. Her går den lystige snak, mens humlen glider perlekold ned i de tørstige halse både omkring den tætpakkede bar og i værtshusets midte, der har direkte udsigt til nærpolitistationen på 1. sal på Hovedbanegården.

Agnete Bjørlig småsynger med på Otto Brandenburgs »En sailer går i land«, der er en af hendes yndlingssange. Hendes mørke hår og de glinsende ørenringe vipper frem og tilbage i takt til hr. Brandenburgs hæse stemme: »...når en sailer går i land, så ved man aldrig, hvad der kan ske!«

Det er muligt, at man ikke ved, hvad der sker, når en oplevelsessyg sømand går i land, men for den 50-årige Agnete Bjørligs vedkommende, vidste hun udmærket, hvad der skete, da hun nærmede sig magtens korridorer i et af de største internationale firmaer i verden, The Walt Disney Company.

»Jeg gik målrettet efter magten og pengene, men jeg blev fyret på grund af misundelse fra min chefs side,« siger Agnete Bjørlig og smiler over, hvor karrierefikseret hun var. Engang. Det er nu snart ved at være et par håndfulde år siden, hun svitsede fra at være næstøverst chef i Walt Disney Company i Skandinavien til at blive kromutter i egen beverding i Reventlowsgade på det københavnske Vesterbro.

Her er der ingen fine fornemmelser, alle - håndværkerne i deres plettede arbejdstøj, businessmanden i Armani-habitten (eller en god efterligning!), førtidspensionisten med de tynde, hjemmerullede cigaretter, kvinder med høje stemmer og de unge og hippe med cowboybukserne hængende nede omkring balderne - er velkomne.

»Jeg elsker mit værtshus, og jeg elsker mine gæster,« siger den MBA-uddannede Agnete Bjørlig, der som blot 21-årig Niels Brock handelsuddannet blev sendt til New Jersey for Plumrose som marketingstrainee. Det gik så godt over stok og sten med at afsætte de danske skinker på det amerikanske marked, at hun avancerede til produktchefassistent, og den toårige udstationering blev forlænget med et år.

»Det var en meget lærerig tid, og det var nok der, jeg fik smag for at få magt.«

Kæmpe nedtur
»... juuuuhuuuu, en sailer går i land.« Brandenburg har ikke levet forgæves. Det har Skandinavisk Tobakskompagni heller ikke. Der suges på smøgerne, som var det livets sidste. Torben Hund frekventerer hjertensgerne værtshuset med sin Freja. Ikke sin kommende hustru, men den sorte, tykmavede Labrador-tæve.

»Det her sted er bare helt i top,« mener den 39-årige stamkunde siden -89.

Da Torben oplevede Jernbanecafeen første gang, var Agnete Bjørlig ved at omlægge sit hektiske arbejdsliv. Ikke så meget over skuffelsen over at blive detroniseret på vej ind i direktionslokalet, men fordi hun havde oplevet moderskabet til de nu store børn, Xenia på 17 og den 15-årige Alex, og fordi hun havde hovedansvaret på hjemmefronten i Gentofte-villaen, mens ægtefællen, Max, der er elektroingeniør, rejste meget for sit firma.

»Jeg troede, jeg kunne forene det at have børn og et stresset job, men det kunne jeg ikke,« fortæller Agnete Bjørlig, der mens hun var i USA tog sin MBA, Master of Business Administration i markedsføring samtidig med at hun læste spansk, fordi hun håbede, at Plumrose ville udsende hende til Venezuela. Men man turde ikke sende en ung, enlig kvinde til det varmblodige sydamerikanske land. Og vel hjemme igen var hun først produktchef hos Colgate-Palmolive, hvor hun blandt andet havde ansvaret for skylle- og opvaskermiddel i små tre år.

»Det var et spændende job, men jeg ville hellere være marketingchef, som jeg blev i Barnängen, datterselskab af Nobel Industries. Her havde jeg både ansvaret for Substral, Denivit og hårplejeprodukter,« siger Agnete Bjørlig, der endelig øjnede den så efterstræbte direktørpost forude. Hos Walt Disney Company. Igennem et helt år var hun i jobforhandlinger med den administrerende direktør, som hun skulle efterfølge, før han omsider ansatte hende.

»Det var et fantastisk job med store udfordringer, og jeg forhandlede bl.a. rettigheder med Gutenberghus. Det var store beløb, der var til diskussion. Jeg var i mit rette element, og tingene lykkedes. Men direktøren endte med at blive misundelig på mig, så mens jeg var på forretningsrejse i Los Angeles, opslog han simpelthen min stilling,« beretter den vragede direktør og kører hånden igennem det mørke hår, så den velvoksne fingerring med similistenene glimter og skinner.

»Det var en kæmpe nedtur, og jeg var på vej til at lægge sag an, da jeg opdagede, at jeg var gravid. Det ændrede alt.«

Sjovt liv
»... en sailer følger sin pige hjem i måneskin, mens de nynner kind mod kind...,« kvidrer Brandenburg, mens en mand med letkrøllet overskæg lægger kinden mod værtindens og hvisker hende i øret.

Agnete Bjørlig ser smilende på ham og svarer diskret, at værtshuset desværre ikke giver kredit. Hun er som en anden »Emma i Rottehullet« - lyttende og omsorgsfuld - men sprut på klods, den går altså ikke. Hun driver en forretning - benhårdt og kræver grønne tal bundlinjen.

»Det er jo ikke for sjov, at jeg har den nok mest prestigefyldte uddannelse inden for forretningsverdenen,« griner Agnete Bjørlig, der mens hun har ejet Jernbanecafeen, har forvandlet den fra en solid forretning til en butik i millionklassen. Men der bliver også arbejdet for pengene. Værtshuset har åbent hver eneste dag året rundt. Dog lukkes der tidligt juleaften, men ellers er døren åben for alle mellem klokken syv morgen og to nat.

Mens Agnete Bjørlig havde rulleskøjterne på i sin karriere, tænkte hun aldrig over at blive sin egen herre.

Det lå ellers lige om hjørnet. Jernbanecafeen, der har ligget i Reventlowsgade siden 1933, har været i hendes families eje siden 1970. Først mormor og morfar og fra 1980 med mor og far, Mette og Leif Poulsen, bag bardisken. Og det var først da forældrene ville på pension, at datteren øjnede en chance for at få »et sjovt liv med en god indtægt«.

»Mens børnene var små, søgte jeg nogle stillinger som produktchef, men de unge chefer vurderede, at jeg var for kompetent. Så gik jeg hjemme og hyggede mig et par år, indtil jeg blev aktiveret på Gentofte Rådhus.

Fra at være en slags »dum i arbejde«, blev jeg fastansat som fuldmægtig og sluttede med i tre år at være konsulent for kommunen. Det var spændende at få indblik i den kommunale verden. I løbet af de fem år jeg var der, var jeg med til at opfinde Ældre Dage og Forårsture for de ældre borgere, og de arrangementer eksisterer endnu,« fortæller Agnete Bjørlig.

Kolossal kontrast
Otto Brandenburg får et velfortjent hvil, mens en gæst dvæler med at vælge næste sang mellem BigFat Snake, Elvis, Bamses Venner eller John Mogensen. Imens futter det lille elektriske tog troligt frem og tilbage ved vinduerne med de røde julegardiner, og de to loftventilatorer arbejder på højtryk for at fordele tobaksrøgen ligeligt mellem gæsterne, de guldindrammede malerier, de blå porcelænsplatter på væggene og de evigt sultne enarmede spilleautomater - mens der stadig bæres øl ind.

»Det er dejligt at se, at min tjener i dag, Lotte, har så travlt, som hun har,« siger Agnete Bjørlig og er tæt på at smile, men gør det ikke, da hun fortæller, hvordan hun bliver flået, hver gang hun køber en kasse øl »fra monopolet«.

»Vi betaler mellem 30 og 40 kroner for meget, hver gang Carlsberg leverer en kasse øl til os - tænk lige på, hvor billigt man kan købe øl på tilbud i Føtex eller Bilka! Og det på trods af at vi køber 20-30 kasser tre gange om ugen. Når vi taler om Coca Cola er prisforskellen mere end 100 procent. Helt horribelt.«

Uanset hvor mange penge, der skal betales ved kasse 1, har Agnete Bjørlig ikke fortrudt et sekund, at hun blev tredje generation på Jernbanecafeen. Især fordi hun hele tiden kan beskæftige sig med det, hun brænder for, marketing, og det skal der til, for at holde skruen godt i vandet.

»Der er ikke mange af de gamle værtshuse tilbage, men der vil altid være behov for ét som mit. Folk gider ikke sidde og se deres eget spejlbillede på væggen og hænge op ad en kold marmor disk. Men for at tiltrække publikum - også for de, der kun er på visit en enkelt gang, inden de kører videre med toget - skal det skinne igennem, at man kan lide at have med mange forskellige mennesker at gøre,« mener Agnete Bjørlig og bladrer i et af de mange fotoalbum, der vidner om et hav af fester og arrangementer, hun har stablet på benene for sine kunder, hvoraf nogle er kommet på stedet i generationer.

»Der er en kolossal kontrast mellem at være værthusejer og være ansat i en kæmpe koncern, men i dag vil jeg ikke bytte. Og hånden på hjertet, jeg har heller ikke råd!«