Fusionsforhandlingerne mellem Dong og Elsam

Næsten et døgns forhandlinger om fusion mellem Dong og Elsam.

Læs mere
Fold sammen
Det statslige olie- og naturgasselskab, DONG, og den jysk-fynske el- og kraftværkskoncern, Elsam, forhandlede stadig om fusion ved 08-tiden fredag i Finansministeriet efter 21 timer. Det var Elsams ledelse, der havde bedt om at få genoptaget forhandlingerne torsdag. De strandede for en uge siden på grund af uenighed om de to selskabers indbyrdes værdi og dermed, hvor stor en del de hver især skal eje af det fusionerede selskab.

De første timer forhandlede topfolk fra DONG og Elsam i Finansministeriet under ledelse af ministeriets departementschef, Karsten Dybvad, og afdelingschef Jacob Heinsen. Tidligt på aftenen overtog finansminister Thor Pedersen (V) ledelsen, og selv om han erklærede sin vilje til at nå til enighed om at fusionere de to selskaber, var det tilsyneladende svært at få alle detaljer på plads.

Ifølge finansministeren var værdifastsættelsen på det tidspunkt endnu ikke faldet på plads, selv om de to selskaber havde forhandlet siden torsdag formiddag. Elsams bestyrelsesformand, Jens Bahne Jørgensen, og den administrerende direktør, Peter Høstgaard-Jensen, har forhandlet under stærkt pres, idet Elsams bestyrelse blev indkaldt til fredag kl. 08 for at blive præsenteret for et resultat af forhandlingerne. Kl. 13 fredag har Elsam indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Kolding./ritzau/