Fund af kødbenmel på bornholmsk foderstoffabrik

Plantedirektoratet har fundet kødbenmel på Bornholms Andels Foderstofforretning, og det har fået fabrikken til at stoppe stoppe produktionen af foderstoffer. Samtidig tilbageholder Plantedirektoratet foder fra fabrikken i Rønne.

Kød- og benmel er under mistanke for at være smittekilde til kogalskab, og der er forbud mod at bruge kød- og benmel i foderblandinger i hele Europa.

På Bornholm blev kødbenmelet ikke fundet i foder på fabrikken, men som skrab i det transportsystem, der transporterer råvarer ind til selve produktionsanlægget. Foder fra virksomheden kan være blevet forurenet med kødbenmelet, og derfor må det ikke bruges.

Plantedirektoratet mener, at der er tale om en gammel rest af kødbenmel. Transportsystemet, hvor kødbenmelet blev fundet, var nemlig også i brugt før 1. januar 2001, hvor det var tilladt at anvende kødbenmel i foder til visse dyr.

/ritzau/