Der kommer nu fuld offentlighed om de regionale væksthuses brug af private konsulenter.
Mange private konsulenter mener, at væksthusene i for høj grad rådgiver iværksættere selv i stedet for at sende dem videre til private konsulenter. Andre konsulenter siger, at de private konsulenter, som Væksthusene henviser til, er de samme »Tordenskjolds soldater«.
Emnet blev drøftet i sidste uge på et møde i den følgegruppe, der overvågner væksthusenes indsats. Her lovede Erhvervs- og Byggestyrelsen fremover med jævne mellemrum at offentliggøre en detaljeret opgørelse over omfanget af henvisninger fra Væksthusene til private konsulenter og til hvor mange forskellige konsulenter, det drejer sig om.
En opgørelse, som styrelsen fremlagde på mødet, viser, at 74 procent af de 1.382 virksomheder, som er blevet vejledt af Væksthusene i 2009, er henvist til andre konsulenter.
Af de 1.382 virksomheder blev 56 procent henvist til private konsulenter, 12 procent til de Godkendte Teknologisk Institutter og Dansk Eksportråd, som arbejder på delvis private vilkår og 12 procent til offentlige konsulenter – en stor del af dem til Patent- og VaremærkestyrelsenDanmarks Patentråd.
Godt på vej
Det fremgår af statistikken, at de 779 iværksættere, der blev henvist til private konsulenter, blev henvist til 500 forskellige konsulenter.
- Vi mener på den baggrund at kunne sige, at det ikke er rigtigt, at Væksthusene henviser til de samme private konsulenter altid, siger vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen Anders Hoffmann.
Han siger, at Erhvervs- og Byggestyrelsen har som målsætning, at 75 procent af Væksthusenes klienter skal henvises til private rådgivere mv.
- Her er vi ikke helt endnu, men vi er godt på vej, og vi når målet, siger Amders Hoffmann.
Konsulent i Dansk Industris sektion for Videnrådgivere, Tom Vile Jensen, er tilfreds med de udmeldinger, der kommer fra Erhvervs- og Byggestyrelsen.
- Jeg synes styrelsen har vist imødekommenhed på det her område. Vi vil nu følge op på, at inddragelsen af private rådgivere sker som planlagt, siger DI-konsulenten.
Han henviser til programmet »Vækst gennem rådgivning«, som Væksthusene i øjeblikket kører. Her har DI foreslået, at bevillingerne øges yderligere.
Akitindsigt ønsket
Chefkonsulent Søren Riis, Dansk Erhverv, er på linje med DI:
- Jeg fornemmer klart, at der en vilje til at inddrage de private rådgivere. I kraft af den nye statistik får vi nu en mulighed for at følge op på, at det sker.
Magne Sandgaard, Formanden for Foreningen af Erhvervservicerådgivere, er derimod ikke tilfreds med tallene.
- Vi har bedt om aktindsigt i, hvilke rådgivere, det er, der får opgaverne, men det er blevet afslået. Det har førhen vist sig, at styrelsen har en bredere opfattelse af, hvem, der er private rådgivere, end vi har, siger Magne Sandgaard.