Frygt for ny variant af coronavirusset rammer Asiens børser

Sydafrika har opdaget en ny variant af coronavirusset. Investorer i Asien er bekymrede, og børserne bløder.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: GREG BAKER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fremkomsten af en ny og muligvis mere vaccineresistent variant af coronavirusset i Sydafrika har fredag udløst markante kursfald på børserne i Asien.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I Tokyo ligger hovedindekset Nikkei fredag eftermiddag lokal tid til et fald på godt tre procent. Indekset i Hongkong er nede med cirka to procent. Også prisen på råolie falder.

»Når den slags nyheder dukker op, skyder du først og stiller spørgsmål bagefter,« siger en aktør på finansmarkederne til Reuters.

Der bliver samtidig solgt kraftigt ud af aktierne i luftfartsselskaber. Det får kursen på aktier i selskaber som det australske Qantas og Cathay Pacific til at falde.

Investorerne er bekymrede for, at den nye variant på sigt kan medføre nye rejserestriktioner.

»Det lader til, at det er bekymringer over den variant, som først er opdaget i Sydafrika, der tynger markedet.« Det siger Ryuta Otsuka fra Tokyo Securities til nyhedsbureauet AFP.

Varianten, som går under betegnelsen B. 1.1.529, har et meget højt antal mutationer. Det kom frem på en hasteindkaldt pressekonference torsdag i Sydafrika.

Forskere siger, at de har opdaget ti forskellige mutationer af denne variant.

Til sammenligning har deltavarianten to mutationer og betavarianten tre.

»Bekymringen er, at når man har så mange mutationer, kan det have en betydning for, hvordan virusset opfører sig.«

Det sagde ledende epidemiolog Maria Van Kerkhove fra Verdenssundhedsorganisationen WHO torsdag.

Ifølge den sydafrikanske sundhedsstyrelse, NICD, er der registreret 22 tilfælde af varianten i landet.

Den nye variant er også opdaget i Botswana og Hongkong blandt personer, som har været i Sydafrika.

Storbritannien reagerede prompte på meldingerne ved at indføre restriktioner for rejser fra Sydafrika og fem andre lande i det sydlige Afrika.

Ifølge den britiske sundhedsminister, Sajid Javid, kan mutationerne betyde lavere beskyttelse fra covid-19-vaccinerne.

»Det peger i retning af, at den (varianten, red.) kan være mere smitsom, og at vores nuværende vacciner kan være mindre effektive,« sagde Javid torsdag.

Fredag har Singapore begrænset indrejse fra Sydafrika af samme årsag. Det skriver Bloomberg News.

/ritzau/