Frostgrader i dansk økonomi

Læs mere
Fold sammen
Temperaturen i dansk økonomi nærmer sig isnende frost. Konjunkturbarometrene for såvel byggeriet, industrien samt servicesektoren er på historisk lave niveauer - og samtidig eksploderer antallet af konkurser og tvangsauktioner. Det konstaterer cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen.

»Det er alarmerende tal, som Danmarks Statistik i dag har sendt på banen. Finanskrisen ser nu ud til for alvor at have bidt sig fast i dansk økonomi,« skriver han.

Ikke siden konjunktur- barometrene blev offentliggjort første gang i 1998 har udsigterne været så negative som nu for samtlige sektorer, og det er især bekymrende at se, hvor kraftigt dykket i servicesektorens forventninger fremtiden har udviklet sig.

Ledighed stiger

»Det skyldes, at denne sektor tegner sig for en stor del af beskæftigelsen herhjemme og beskæftigelsesforventningerne i undersøgelsen peger entydigt på, at der risikerer at komme en betydelig stigning i ledigheden i servicesektoren de kommende måneder. Ikke mindst transportsektoren ser negativt på udviklingen,« lyder det fra Helge Pedersen.

Den sammensatte konjunkturindikator ligger på minus 22 procent i december, hvilket er et fald på 11 procentpoint fra måneden før.

I byggeriet er konjunkturindikatoren faldet to point til minus 34. Og industriens forventninger er faldet for syvende måned i træk nu til minus 22 procent i december. Af andre dårlige tal var en eksplosion i antallet af konkurser og tvangsauktioner. I december var der 430 konkurserklæringer i Danmark mod 388 måneden før, når der er korrigeret for sæsonudsving.

»Antallet af konkurser kan blive endnu højere i januar og februar - og 2009 vil sandsynligvis byde på flere konkurser, end vi nogensinde tidligere har set på et år,« skriver seniorøkonom Frank Øland Hansen, Danske Bank. RB-Børsen