Fredagens aktier: C25 tæt på rekord med Ørsted i top

. Der var fredag længe udsigt til lukkerekord for det danske C25-indeks, men i løbet af eftermiddagen vendte stemningen, og facit blev et fald på 0,1 pct. til 1379,59.

Rekordkursen holdt til gengæld for Ørsted, der med en stigning på 1,5 pct. til 796,80 kr. satte lukkerekord.

Aktien fristede dagen igennem en plads i toppen af det danske eliteindeks og nåede i løbet af handelsdagen sågar det højeste niveau nogensinde i 805,60 kr.

- Den er en darling på aktiemarkedet i øjeblikket, siger Martin Munk, senioraktierådgiver hos Jyske Bank. Han har ikke set selskabsspecifikke ting, der kan forklare fredagens stigning.

Generelt var fredagens handel præget af fraværet af selskabsspecifikke nyheder. Der var heller ikke input fra USA, da markedet her var lukket på grund af uafhængighedsdagen.

- Det er ikke unaturligt, at det (lukning i USA, red.) lægger en dæmper på tingene. Samtidig er vi gået ind i en periode, hvor mange af selskaberne har "stilleperiode", lyder det fra Martin Munk.

CHR. HANSEN SET IGENNEM EFTER REGNSKAB

Mens der var småt med de selskabsspecifikke nyheder, var der flere analyser fra større finanshuse om de danske eliteaktier, som investorerne kunne forholde sig til.

Flere finanshuse udsendte nyt om Chr. Hansen, efter at selskabet torsdag fremviste en overraskende stærk organisk vækst for marts, april og maj.

Blandt andet Barclays løftede kursmålet til 510 kr. fra 450 kr., mens anbefalingen "undervægt" blev fastholdt. Aktien steg fredag 1,3 pct. til 696,40 kr.

I toppen af C25-indekset endte også Tryg-aktien med et plus på 1,3 pct. til 195,50 kr. SEB løftede torsdag aften sit kursmål til 190 kr. fra 175 kr. og gentog "sælg".

Også GN og Rockwool blev set igennem af henholdsvis Exane, der har indledt dækning af aktien med "outperform" og et kursmål på 425 kr., og Morgan Stanley.

Amerikanerne har løftet sit kursmål for stenuldsaktien til 1800 kr. fra 1405 kr. og gentaget "ligevægt".

GN-aktien steg fredag 0,6 pct. til 367,90 kr., mens aktien i Rockwool trods løftet faldt 0,1 pct. til 1833 kr.

Derudover indledte Société Générale dækning af Genmab-aktien med anbefalingen "sælg" og et kursmål på 1620 kr., mens Nordea løftede sit mål for DSV Panalpina-aktien til 925 kr. fra 800 kr.

Genmab-aktien faldt fredag 0,2 pct. til 2220 kr. oven på analysen, mens aktien i DSV Panalpina, som Nordea har anbefalingen "køb" af, faldt 0,1 pct. til 830 kr.

ASIEN/EUROPA-FRAGTRATER STEG

En af få selskabsspecifikke historier i fredagens nyhedsstrøm var den ugentlige opgørelse fra Shanghai Shipping Exchange om spotpriserne på containerfragt fra Asien til Europa.

De steg over ugen med 1,9 pct. på den tunge rute, hvor Mærsk sammen med MSC er markedsleder gennem 2M-alliancen. B-aktien i Mærsk steg fredag 0,2 pct. til 8000 kr.

Blandt sidepapirerne samlede fokus sig fredag om Netcompany, da både Handelsbanken og ABG Sundal Collier løftede deres kursmål for aktien.

SHB løftede torsdag sit til 600 kr. fra 400 kr. og gentog "køb", mens ABG Sundal Collier løftede til 341 kr. fra 260 kr. Anbefalingen af aktien, der fredag steg 3,3 pct. til 474,20 kr., er fortsat "sælg".

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk