Fransk Mercedes-forbud skudt i sænk

Grundlaget er for spinkelt. Den franske regering har ikke mandat til at forbyde salg af Mercedes-biler, fastslår fransk retsinstans.

Foto: CHRISTIAN HARTMANN
Det vakte opsigt, da den franske regering i juli valgte at forbyde salget af en stribe Mercedes-modeller. Den officielle begrundelse var miljøhensyn, men i krogene blev der skreget teknisk handelshindring.

Nu er der dog kommet afklaring på den spegede sag. En fransk retsinstans har nemlig underkendt den franske regerings beslutning om salgsforbud. De franske overdommere mener simpelthen, at miljøundskyldningen er for tynd, skriver erhvervsavisen Financial Times.

Retsinstansen er Conseil d’État, der overvåger regeringens handlinger og tjekker dem for dækning i lovgivningen. Og Conseil d’État mener altså, at regeringen med præsident François Hollande i spidsen ikke kan betegne den omstridte gasart, som Mercedes har valgt at putte i nogle af sine aircondition-anlæg, for en alvorlig miljøtrussel.

Det var ellers, hvad Hollande-regeringen havde gjort, hvilket menes at have bombet Mercedes franske luksusbilsalg ned med 5.000, skriver avisen.

Protesterne over den franske regerings salgsforbud - det teknisk set var et forbud mod indregistreringer af bilmodellerne - har da også været store. EU-Kommissionen gik i gang med at se på sagen i forbindelse med store protestråb fra både de franske Mercedes-forhandlere, Mercedes-ejeren Daimler og den tyske regering.

Flere pegede på, at en mindre tvist om, hvilken gasart, der er den bedste i aircondition-anlæg, ikke kunne begrunde et salgsforbud, der alt andet lige fungerede som en tiltrængt håndsrækning til de hårdt pressede franske bilproducenter.

Modsat forsvarede den franske regering sig ved at pege på, at den gasart (kendt som R134a), der blev brugt i de omstridte Mercedes-modeller, var en af de helt slemme drivhusgasser, der udelukkende blev brugt i bilmodellerne, fordi den tyske regering har valgt at udsætte implementeringen af fælleseuropæiske miljøregler på området, der egentlig skulle være med til at få en ny og godkendt gasart (kendt som R1234yf) i spil.

Daimlers argument var i den forbindelse, at den mente at den nye gasart var for farlig til brug i bilindustrien, da den i modsætning til den gamle gasart er giftig at inhalere.

At den tyske regering har valgt at se stort på de regler, de øvrige EU-lande er ved at indfase, ses nu også på anden vis. Ifølge branchesitet Automotive News Europe vil Toyota nemlig også gå tilbage til den gamle gas, R134a, i de biler, den japanske bilgigant sælger i Tyskland.

Den officielle forklaring er, at Toyota blot vil imødekomme tyske kunders ønske. Om beslutningen om at skifte gasart har noget at gøre med, at den gamle gasart er langt billigere at benytte sig af end den nye, fremgår ikke af Toyotas kommentar.