Fra taxachauffør til kunstmilliardær: Købte et maleri for over en mia. kroner

Kinesiske velhavere som den farverige Liu Yiqian har skabt et nyt boom i kunstmarkedet. Forleden købte han det næstdyreste værk, der til dato er solgt på auktion.

Milliardæren Liu Yiqian er en af Kinas største kunstsamlere. Her står han med en Ming-porcelænskop til 36 mia. dollar, som han efterfølgende vakte opsigt ved at snuppe sig en sjat te i. »Jeg ville vide, hvordan det føltes,« forklarede han. Fold sammen
Læs mere

Liu Yiqian slider mere end de fleste på sit American Express-kort.

Da den kinesiske milliardær i april sidste år erhvervede sig en over 500 år gammel kinesisk porcelænskop på en Sotheby’s-auktion, måtte han køre sit kreditkort 24 gange gennem for at nå købesummen på 36 mio. dollar.

Det var auktionsrekord for et stykke kinesisk porcelæn, og Liu Yiqian samler på auktionsrekorder. Forleden blev Amadeo Modigliani-maleriet »Nu couché« hans for den nette sum af 170,4 mio. dollar - det næstdyreste kunstværk, der nogensinde er solgt på auktion.

Hvis det lugter lidt af »tuhao« - nyrig kineser med sans for at bruge penge - skal 51-årige Liu Yiqian være den første til at indrømme det. Milliardæren, der har tjent sine penge på at investere i aktier, forsikrings- og medicinalvirkomhed, er sideløbende blevet en af Kinas største kunstsamlere med to store museer i fødebyen Shanghai .

Men Liu Yiqian er alligevel lidt til en side. Kineserne elsker fra-lille-til-stor-mand-historier, og de elsker specielt ham som en utraditionel spasmager, der pånær de spektakulære kunstopkøb ikke svælger i sin rigdom og ikke har glemt sine arbejderklasse-rødder.

Alligevel faldt det dog en del kinesere - og kunstelskere - for brystet, da Liu Yiqian efter købet af førnævnte Ming-porcelænskop tillod sig at drikke en sjat te af den.

»Kejser Qianlong brugte den, og nu har jeg brugt den. Jeg ville bare vide, hvordan det føltes.«

Mulighedernes Kina

Den kunstgale kineser har handlet det meste af sit liv. Han droppede ud af skolen som 16-årig for at hjælpe sin mor med at lave håndtasker til salg på gaden. Senere kørte han taxa og solgte souvenirs i en bazar, før en tidligere skolekammerat overtalte ham til at købe aktier på det gryende kinesiske børsmarked.

Det var i 1990, og allerede første investering - 100 aktier i førnævnte bazar til 100 yuan stykket - var mere end vellykket. Et år senere kursen 10.000 yuan.

Og sådan fortsætte han med en exceptionel evne til at se de muligheder, der åbnede sig i Kina. Og efterhånden som en privat formue hobede sig op, begyndte han at købe kunst. Allerede i 1993 var han begyndt at gå på auktioner.

Jin Yiqian siger selv, at han har to regler for at købe kunst: »For det første skal prisen være til at betale, og for det andet skal min kone kunne lide det«.

Hustruen Zhao Wei, der dog interesserer sig mere for moderne kunst, står som medejer af parrets to museer, der er tænkt som en kinesisk modpart til Guggenheim.

Folk, der kender ham, finder det dog slående, at hans tommelfingerregel for at købe kunst er direkte omvendt strategien for at vælge aktier.

Aktierne skal helst være billige, men kunst køber han i toppen af markedet. Han vil kun have mesterværker.

Koste hvad det vil.