Fra juli skal det være slut med NemID-nøglekort til netbank

NemID-nøglekortet er ikke sikkert nok, og derfor må det ikke bruges efter 30. juni, siger Finanstilsynet.

NemID nøglekort (arkiv). Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Finanstilsynet påbyder banker at stoppe brugen af NemID-nøglekort senest 30. juni.

Det skriver tilsynet i en pressemeddelelse.

Nøglekortet er ikke sikkert nok, lyder det, og derfor skal bankkunder fremover bruge andre løsninger, herunder det nye MitID, når de vil ind på deres netbank.

Påbuddet kommer, på trods af at Finans Danmark ikke mener, at alle bankkunder vil være flyttet over til MitID inden udgangen af juni.

Finans Danmark repræsenterer blandt andet banker og realkreditinstitutter.

Overgangen fra NemID til MitID skulle oprindeligt have været klaret inden udgangen af december 2021. Men fristen for udfasningen af nøglekortet blev udskudt til 30. juni efter en anmodning fra Finans Danmark.

»Finanstilsynet understregede i den forbindelse, at fristen ikke kunne udsættes yderligere,« lyder det i pressemeddelelsen.

Fra juli skal bankkunder bruge MitID, NemID-app eller NemID-nøgleviser, når de vil bruge deres netbank.

Nogle kunder undtages dog fra de nye regler. Det gælder blandt andet dem, der er gået i gang med deres 30 dages migreringsperiode.

Det er en overgangsperiode, hvor brugeren nogle steder stadig skal bruge deres NemID.

Kunder, der har fået udsættelse fra deres migreringsperiode hos deres bank, er også undtaget fra fristen den 30 juni.

Det samme gælder dem, der endnu ikke er blevet bedt om at skifte til MitID, fordi de har ikke brugt deres NemID i den periode, hvor de kunne blive udtaget til migrering.

Al brug af nøglekort skal dog være slut senest 31. oktober.

Samme dato skal alle danskere også være flyttet over til MitID. Her var fristen tidligere også i juni, men den blev udskudt til oktober grundet lange ventetider på Borgerservice.

NemID-nøglekortet udfases, fordi det ikke lever op til krav for såkaldt stærk kundeautentifikation.

Det skyldes, at der kan tages en kopi eller et foto af et nøglekort, og det er dermed mindre sikkert end de andre løsninger.

/ritzau/