Forventning om mælkepris på 3,55 kroner

Mælkeproducenter kan få 3,55 kroner per kilo leveret mælk til oktober, hvis de sender mælken til det tyske spotmarked. Det forudser Danish Dairy.

Det lille selskab Danish Dairy, som i konkurrence med blandt andet Arla Foods modtager mælk fra danske landmænd, men leverer til det nordtyske spotmarked, forventer en mælkepris på 3,55 kroner per kilo minus omkostninger i oktober og november.

Det er næsten en krone mere end Arla Foods vil betale til sine leverandører i september, men Arla har dog bebudet endnu en prisstigning på 20-25 øre i løbet af efteråret oveni de gældende 2,60 kroner efter 10. september. Samtidig forventer Danish Dairy nu en betydelig langsommere prisudvikling end de foregående måneder. Det fremgår af Danish Dairys hjemmeside.

Mangel på mælkeprodukter på verdensmarkedet har presset mælkepriserne voldsomt i vejret i Europa de seneste måneder, og Arla har gennemført eller bebudet en samlet prisstigning ad tre omgange på omkring 50 øre per kilo.

/ritzau/