Fortsat strejker mod aftale om lønnedgang

Mandagens strejker blandt slagteriarbejdere hos Danish Crown fortsatte tirsdag i protest mod den lønnedgang, som er aftalt lokalt hos Tulip i Ringsted.

De omfattende strejker mandag blandt slagteriarbejdere landet over, fortsatte tirsdag morgen blandt 350 slagteriarbejde, som skulle møde på dagholdet hos Danish Crown i Esbjerg.

Det oplyste informationschefen i slagteriselskabet, Gudrun Andreasen, tidligt tirsdag.

Senere tirsdag formiddag skulle tillidsmænd hos Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet NNF mødes i Horsens. Ledelsen i slagteriarbejdernes faglige organisation vil understrege, at den upopulære lokalaftale om lønnedgang i Ringsted er indgået lokalt og ikke af forbundet.

Mindst 1700 slagteriarbejdere strejkede mandag i protest mod Ringsted-aftalen.

/ritzau/