Forstå Business: Hvem skal have gaven?

Ingen lyttede til Keynes' tankegang om, at man skulle fokusere på både moral og økonomi over for Tyskland efter Første Verdenskrig. Det kan vi måske lære af, hvis vi skal tage et opgør med Kina efter coronakrisen.

Frivillige iført beskyttelsesdragter hjælper til i Hubei-provinsen i Kina efter udbruddet af coronavirussen. Hvilket moralsk ansvar har kineserne for den globale krise? Fold sammen
Læs mere
Foto: Noel Celis/AP/Ritzau Scanpix

I John Maynard Keynes' (1883-1946) berømte bog »The Economic Consequences of the Peace« fra 1919 kritiserede Keynes vindernes strategi efter Første Verdenskrig.

Keynes deltog i Paris-fredskonferencen, hvor vinderne – Frankrig, Storbritannien, Italien, Japan og USA – debatterede, hvilken økonomisk straf Tyskland skulle betale til vinderne.

Keynes argumenterede både til fredskonferencen og i sin efterfølgende bog for, at økonomi ikke alene har en gældsdimension, men også en moralsk dimension. Han mente, at vinderne overså det moralske ansvar, som man også har over for sine modstandere: I dette tilfælde det moralske ansvar over for taberen, Tyskland.

Økonomi er altid moralsk

Keynes' far, John Neville Keynes, havde undervist på universitetet i både økonomi og »moral sciences«, så at anskue økonomi som mere end »numbers« blev det centrale i hele Keynes' økonomitankegang.

»The Economic Consequences of the Peace« fokuserer således både på økonomi og moral. Og bogen ender ikke med at sige, at trods alt er moral bedre end økonomi eller omvendt: Ved at opføre sig moralsk ansvarligt over for andre (i dette tilfælde Tyskland) falder den ordentlige moral også tilbage på én selv: Hvis Tyskland har penge, kan de købe varer i England, Frankrig, USA og Japan. Har de ingen, rammer det de selvsamme økonomier.

Ingen lyttede til Keynes. De delegerede fra vinderlandene protesterede over, at Tyskland »bare« skulle have lov til at føre krig og tabe, uden at dét skulle have konsekvenser. Så i stedet blankede vinderne Tyskland fuldstændigt af med enorme konsekvenser til følge for Tyskland, og derfor Europas, generelle økonomiske velstand.

De økonomiske konsekvenser af freden var enorme. Mange mener ligefrem, at det var fredsaftalens konsekvenser, der førte til Tysklands fattigdom og efterfølgende dannede grobund for Hitlers fremmarch og nazismen som styreform i 1930erne frem til Anden Verdenskrig. Vinderne fik således deres straf tilbage i hovedet i form af en ny krig.

Keynes' tænkning om at opgive sit tilgodehavende går ind i en større antropologisk diskussion om gaver. Hvem skal have noget til gode hos hvem, og hvordan er det at opgive at modtage noget også en form for gave?

Dét at tilgive en anden, for eksempel dennes økonomiske eller moralske gæld, kan være en nødvendig gave for at reparere på en relation, mente Keynes.

Gaveøkonomi

Keynes' samtidige, antropologen Marcel Mauss, beskrev i 1920erne sin berømte gaveøkonomi. Mauss havde igennem antropologiske studier fået øje på, hvordan en giver af en gave indirekte (gennem gaven) får magten over modtageren.

Denne magt kan modtageren så forsøge at fravriste sig ved at give en gave tilbage. Men omvendt kan modtageren også acceptere gaven og dermed sit underordnede forhold til giveren. Gaveøkonomien viser både den økonomiske, sociale og moralske dimension af alle relationer.

I dagens coronakrise ser vi krigslogik og fænomenet »gaveøkonomi« indtræde igen. Et utal af krigslignende konflikter har udviklet sig som følge af coronavirussens indvirkning på lande og økonomier.

Læger i tildækkede uniformer med visir (rumdragt) og mennesker, der bliver kørt bort i sorte plasticposer, ligesom i Eksjugoslavien. Vi har lovgivning, der ligner krigens med udgangsforbud, nedlukning af private enheder (butikker), forsamlingsbud, og solnedgangsklausul. Det lever vi med.

»Det moralske spørgsmål er, hvilken konsekvens verdens økonomier har tænkt sig at rejse i forhold til coronaens oprindelsesland, Kina?«


Vi har i øvrigt også gaveregn i form af hjælpepakker til erhvervsliv, kulturliv og appeller om for eksempel hensættelse af husleje og øget kredit. Den kinesiske rigmand Ali Baba himself (Jack Ma, forretningsmand bag Alibaba Group, red.) har endda sendt mundbind som gaver. Det er alt sammen udmærket gaveøkonomi i tidens viruskrig.

Det moralske spørgsmål om tilgivelse som gave står dog tilbage. Det moralske spørgsmål er, hvilken konsekvens verdens økonomier har tænkt sig at rejse i forhold til coronaens oprindelsesland, Kina?

Alle ved, at coronavirus og sars kom fra Kina, men debatten om »konsekvens« udebliver. Hvorfor?

Måske fordi alle er tabere, også Kina selv. På grund af Kinas manglende effektuering i tide af deres sundhedsmæssige ansvar over for egne borgere, resten af verdens borgere og økonomier.

Så måske fordi alle er tabere, vil vi heller ikke i fremtiden stille krav til Kinas sundhedsansvar. Såvel internationale som kinesiske forskere ellers har i årevis advaret imod truslen for pandemi på grund af Kinas salg af mærkelige dyr på wet markets. De sidstnævnte kinesiske forskere er efter sigende »forsvundet«, sådan som mennesker gør i Kina, hvis de siger nogen imod. Men Kina fejlede ved ikke at tage ansvar i tide.

Skal vi tilgive Kina?

Skal vi så tilgive Kina endnu engang? Ud over at vi længe har »tilgivet« eller ignoreret, at Kina stadig er et diktatur, og at det, vi andre kalder korruption, kalder kineserne for »bureaukrati«.

Men vil Kina overhovedet blive glade for gaven (tilgivelse), hvis vi bare slår en streg over regningen og fortsætter som før den globale coronakrig?

Fremtidens internationale samarbejde inden for sundhed og fødevarer vil give os svaret. Selv håber jeg, at tilgivelsen vil blive modtaget som en gave, og at Kina derfor vil forbedre deres fødevaresundhed radikalt, så vi ikke står i det samme muterede viruskaos igen, om fem, ti og 15 år, med rumdragter, ligposer og pakkeregn omkring os.