Forskere vil fryse og knuse gammel elektronik

Vores kønne planet oversvømmes af gammelt elektronikaffald. Men nu mener en gruppe forskere, at de har fundet svaret på, hvordan vi slipper af med det.

Foto: THOMAS MUKOYA. Forskere arbejder på nye metoder til at destruere elektronikaffald
Læs mere
Fold sammen

For at undgå, at gammelt elektronikskrald ender på lossepladserne, vil forskere nu forsøge at fryse og siden knuse din aflagte elektronik, skriver Wall Street Journal.

Det såkaldte e-affald har i de senere år udviklet sig til et meget stort problem. Der produceres nemlig mere end 46 millioner tons elektronisk affald i 2014, og blot 15 procent af det indsamles og genanvendes.

Ifølge organisationen StEP – Solving the E-waste Problem – producerer hver enkelt nordmand årligt 34,7 kilo e-affald, hvilket gør dem til de værste syndere på området i Norden. Danskerne kommer bedst ud af undersøgelsen med blot 22,3 kilo pr. næse.

Genindvinding af metaller

Det er forskere ved Rice University og Indian Institute of Science, som står bag den originale plan.

I forsøg med printplader fra optiske datamus har man ved hjælp af flydende kvælstof formået at pulverisere printpladen til partikler på en nanometer (= en milliarddel af en meter), hvilket selvsagt er usynligt med det blotte øje.

Håbet er, at man derved kan udvinde metallerne fra e-affald i fremtiden.

»Denne metode er meget forskellig fra de teknikker, man i dag bruger til genindvinding af metaller og andre metaller fra printplader. Normalt anvender man enten kemikalier eller varmebehandling,« siger en af forskerne, Chandra Sekhar Tiwaru, til Wall Street Journal.

Hun understreger, at hvis pulveriseringsmetoden kan opskaleres, vil det formentlig være både mere omkostningsbesparende og energieffektivt end de nuværende metoder.

Tanken er, at metaller og andre materialer skal kunne genindvindes ved de sædvanlige separeringsmetoder, hvor man for eksempel nedsænker emnet i vand, så de lettere flyder op, mens de tungere metaller synker til bunds.